The Beach (2000)

    Tre unge mennesker ankommer til en strand, hvor alt ånder fred, indtil fjendskaber opstår og skaber uro.


    FORFALD I THAILAND

    Hér vendte Leonardo DiCaprio atter tilbage til filmens verden efter en længere pause. Titanic (1997) gjorde ham mør i knæene, og han havde svært ved at finde sig selv efter storfilmens overvældende succes. Først da han læste John Hodges manuskript til filmen "The Beach", baseret på Alex Garlands roman af samme navn, følte DiCaprio, at der var en mulighed for at genfinde glæden ved skuespillerfaget.

    Filmen er kun DiCaprio
    Der er en rimelig grund til her at skrive så mange indledende ord om Leonardo DiCaprio, for "The Beach" er stort set ikke centreret om andet end ham. Han spiller den altdominerende rolle som den omvandrende bedårer m/k, Richard - en amerikansk knægt, der er flygtet fra hjemlandets efterhånden ensformige og vanedannende teknologiske verden. Han er nu havnet i Thailand, hvor han agter at slå sig løs og finde nye gode grunde til livet.

    Hemmelig paradisø
    På et hotel i storbyen møder han den hærgede brite Daffy, der stikker Richard et kort over en hemmelig paradisø, inden han stikker sig selv ihjel. Det bliver nu en besættelse for Richard at finde ud til øen, og sammen med et ungt fransk par rejser han mod det potentielle paradis.

    En hurtig forelskelse
    Allerede ved første øjekast har Richard forelsket sig i den kvindelige part af parret, den yndige Françoise, men han må undertrykke ungdommens voldsomme begær lidt endnu.

    Legende let tilværelse
    Omsider finder trekløveret ud til øen, og det lykkes dem at kante sig vej gennem bevogtede opiummarker til stranden. Her viser det sig imidlertid, at en hel gruppe af trendy, civiliserede mennesker (sjovt nok stort set alle på Richards alder) har slået sig ned og fører en fri og legende let tilværelse i al hemmelighed. Det allervigtigste for dem er, at hemmeligheden om øen og stranden ikke spredes.

    Hurtig benspredning
    Hvad der til gengæld spredes hurtigt er Françoises ben, så Richard i måneskinnet kan trænge ind i hende med al sit ungdommens brusende begær. Det bliver kun til et mindre opgør mellem Richard og Françoises franske kæreste Étienne, herefter er han utroligt nemt stort set helt skrevet ud af handlingen.

    Drømmen går i vasken
    Nu begynder det hele at gå i vasken: Richard har inviteret et par bøvede fyre fra fastlandet til at komme ud på øen - men det må man ikke! Richard stilles derfor til ansvar for sine handlinger, hvilket resulterer i, at han isolerer sig og på hulemandsvis hopper rundt i vildnisset - med de værst tænkelige forbrydelser i hovedet.

    Skræddersyet til teenagere
    "The Beach" mangler i udtalt grad en bedre struktureret historie. Særligt første del synes i alt for høj grad skræddersyet alene til et teenage-publikum. Alle disse trendy unge, der hopper rundt og spiller volleyball til rytmisk moderne toner. Den anden del af filmen er til gengæld helt ude af trit med den første. De talrige yderst blodige scener bliver udelukkende ækle og usmagelige (på nær et jævnt veltimet hajangreb).

    Teenage-markedsføring
    DiCaprios spil er i store træk udmærket, men det er ikke rimeligt at markedsføre en så åbenlyst middelmådig film udelukkende på en teenagestjerne som ham. Alle biroller spiller i en eller anden grad hele tiden op til Richard. Alle (på nær en enkelt asocial fyr) synes, at Richard bare er cool og tough, og de lægger ikke skjul på deres respekt. Birolleskuespillet er acceptabelt, men meget unuanceret. Værst spillende (og decideret ude i hampen) er den ranglede tropsfører Sal (Tilda Swinton).

    Moderne computermusik
    Moderne computermusik af David Lynch-komponisten Angelo Badalamenti akkompagnerer alt for kvælende de ofte ret flotte naturbilleder. Filmen er utvivlsomt teknisk flot, men nærmest udelukkende fokuseret på DiCaprios ungdommelige overkrop, som til lejligheden er blevet både pudset og poleret.



    Anmeldt i 2000 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2000, Storbritannien, Drama, Eventyr, Romantik, Teenagere, 119 min.

    Dansk titel: Stranden
    Instr: Danny Boyle Prod: Andrew MacDonald Manus: John Hodge Baseret på: Roman af Alex Garland Foto: Darius Khondji Klip: Masahiro Hirakubo Mus: Angelo Badalamenti
    Priser
    • BERLIN-N - Golden Berlin Bear-nominering