Affliction (1997)

Nick Nolte er overbevisende i dette drama om landbetjenten Wade Whitehouse, der døjer med store traumer fra sin barndom. Whitehouse-rollen er tung, mørk og vægtig, og Nolte er et naturligt og markant omdrejningspunkt.

Behandlet som et barn
I barndommen terroriserede hans alkoholiske far hverdagen totalt, og som voksen har Wade svært ved at bearbejde sine problemer, han er indadvendt og ustabil. Han har alt for længe fundet sig i for meget fra folk omkring sig. Han er blevet hundset rundt med og behandlet som et lille barn. Men der kommer et tidspunkt, hvor Wade har fået nok - han vil ikke blive ved med at fortrænge. Snart træder han i karakter og ud af rollen som den jagede.

Små hverdagsproblemer
Det er de små problemer i hverdagen, som for alvor sætter skub i de ækle minder fra barndommen. Wade er blevet skilt, og han ser ikke sin datter særlig tit. Når han endelig ser hende, ved han ikke rigtig, hvad han skal stille op. Han handler forkert, kejtet eller slet ikke, og snart kommer ekskonen for at hente datteren igen.

Drikfældig og tyrannisk

Wade ser stadig sine gamle forældre, og faren er uforandret; drikfældig og tyrannisk. En smule trøst finder Wade i kæresten Margie, men hvor længe kan han holde på hende? Bekymringer er der nok af i landbetjentens liv.

Nærvær i spillet
"Affliction" er en yderst veldrejet og spændende film præget af generelt nærvær i skuespillet. Paul Schrader iscenesætter med et kærligt blik til detaljen, og det dramatiske kammer aldrig over i det utroværdige, i takt med at Wade træder mere i karakter.

Venter på forløsningen
Man venter hele tiden på en forløsning, en eksplosion, og historien gemmer da også ganske rigtigt på noget. Men det er netop i filmens slutfase, at man føler sig en anelse snydt. Der er slet ikke dén nerve og spænding i klimakset, som man havde håbet på, og begivenhederne får et lille skær af banalitet over sig.

Stemningsmættede billeder
Men trods alt er der ingen ærgerlig slutning, som kan røre ved resten af filmens udmærkede opbygning. Fotograferingen er udtryksfuld og malende, billederne er spækket med stemning og detalje, og Michael Brooks musik spiller ikke en decideret kvælende rolle. Både Nick Nolte og James Coburn (i rollen som den tyranniske far) blev Oscar®-nomineret for deres præstationer.