Como agua para chocolate (1992)

Mystificerende og helt hysterisk primitivt mexicansk romantikdrama, der i 1993 blev nomineret til en Golden Globe for bedste udenlandske film. På et dramatisk niveau, der kan sammenlignes med en billig tv-films, og med et skuespil, der sine steder er decideret ringe, er det endog meget svært at se, hvad der skulle gøre denne film interessant.

En langstrakt historie
"Como agua para chocolate" fortæller en langstrakt historie, der tager sin begyndelse i slutningen af 1800-tallet. Her kommer Tita til verden som sin mors yngste datter, og så er det forhåndsbestemt, at hun skal blive boende hjemme og tage sig af sin mor, og at hun under ingen omstændigheder må gifte sig.

Hormoner i blomst
Det bliver et problem, da hormonerne går i blomst i Titas bryst, og hun bliver stormende forelsket i den lokale stud, Pedro. Men mammy står fast på sin egen stålsatte og iskoldt kyniske facon: Tita må holde barmen inde og hænderne over dynen – for sådan er dét bare!

Tiltagende liderlig
Det er selvfølgelig frustrerende for den tiltagende liderlige Pedro, der i ren desperation gifter sig med Titas søster for at kunne være i nærheden af sin helt store kærlighed. Men så længe mammy er i live, kniber det gevaldigt med at få sneget en ulovlig omgang sommersex ind mellem halmballerne.

Flere ubehjælpsomheder
"Como agua para chocolate", der på dansk fik den hede titel "Hjerter i chili", lider under flere ubehjælpsomheder på kerneområder som skuespil og troværdighed. Læg hertil en helt igennem lammende teatralsk ekstremisme, der kommer til udtryk i flere af handlingens overnaturlige indspark og i de udpenslende køkkenscener.

Håbløst amatørisk
Flere af birollerne er helt håbløst amatørisk spillet, det samme er Marco Leonardos Pedro. Her falder al mulig troværdighed til jorden, så snart munden åbnes. Tilbage er det behårede bryst, der reelt forbliver eneste førsteelskersubstans i dén rolle.

Musikalsk svulstighed
Ofte bryder filmen ud i en musikalsk svulstighed, der blander så absurd forskellige stemninger som Wagner-forvanskning og synthesizerstrygere. Kønt er det sjældent, hverken på lyd- eller billedsiden, med undtagelse af smukke Lumi Cavazos i hovedrollen og en række flot komponerede naturscenerier med dygtigt tonede farver.

Tæt på under lavmål
Underholdningsværdien består primært i at korse sig over det svulstige udtryk, der slet ikke kender sin besøgelsestid – for under huden på noget som helst kommer vi da i hvert fald slet ikke. Og slutningen er tæt på at være helt under lavmål.