Alice Doesn't Live Here Anymore (1975)

En af Martin Scorseses tidlige film er dette intense, men også noget sukrede romantiske drama. Det er desværre 107 minutters relativt hurtigt glemt kvindekamp gennem følelseslivets svære facetter.

Frustreret kvinde
I rollen som den meget frustrerede Alice Hyatt ses en velspillende Ellen Burstyn. Da hendes tyranniske mand (til alt held) en dag omkommer i en bilulykke, beslutter hun og sønnen Tommy sig for at drage af sted mod nye udfordringer.

En uheldig kvinde
Men Alice er ikke den heldigste kvinde i verden. I sin ungdom yndede hun at synge for fuld hals, og hun havde talent. Nu, omtrent 30 år senere, forsøger hun at gøre det til sin levevej ved at gå ind på kroer og bodegaer og sælge sig selv, eller i hvert fald sin stemme - med begrænset succes. Hun flirter med en ny mand (spillet af en ung Harvey Keitel), men han viser sig at være mindst ligeså voldelig som Alices eks.

Tiltrukket af mandsdominans
Før følte Alice sig mere eller mindre ubevidst tiltrukket af denne maskuline dominans, nu afskyr hun den og vil gerne langt om længe finde frem til al sin indestængte kvindelighed. Men det er ikke nemt. Den eneste trofaste mand i hendes liv er og bliver åbenbart sønnen Tommy, der med sine omtrent 12 år er i en vanskelig og krævende alder. Deres rejsen rundt betyder mange løse ophold på moteller og lignende.
 

Drømmen må opgives

Alice bliver nødt til at opgive drømmen om en karriere som sangerinde. I stedet får hun arbejde på en lokal café som servitrice. Selvom stedet er rædselsfuldt, er det bedre end ingenting, og en kvindelig kollega, som Alice til at begynde med ikke kan fordrage, viser sig at blive hendes bedste veninde. Det bliver også på caféen, at Alice møder sin næste kærlighed, David.
 

Idyllisk ranch

David har en idyllisk ranch midt i det åbne landskab - og så har han fuldskæg! Ved at invitere sønnen ud at ride, får David også lokket Alice med sig hjem, og kærligheden spirer. Men finder Alice virkelig lykken med David, eller bliver han og ranchen blot endnu et sted, hvortil Alice snart også kan sige: "I Don't Live Here Anymore"?

Smukke billeder
Der er mange smukke billeder i Scorseses film, men det er ikke en film, der forsøger at imponere teknisk. Det er skuespillet og den betændte historie, der trækker læsset og forsøger at imponere tilskueren. Selvom overdrivelserne hist og her stortrives i amerikansk favoritvamlen med store armbevægelser og medfølende venindetårer, forbliver filmen generelt et dramatisk bekendtskab. Ellen Bustyn vandt en Oscar® for sit Alice-portræt, ligesom filmen blev indstillet til De gyldne Palmer i Cannes.