Alien Resurrection (1997)

Sammenhængende film:

Alien (1979)
Aliens (1986)
Alien3 (1992)
Alien Resurrection (1997)
Alien: Covenant (2017)

Alien: Romulus (2024)

Det kan som udgangspunkt være svært at acceptere denne tredje efterfølger til Ridley Scotts "Alien" fra 1979, især fordi filmenes hovedperson, den hårdt prøvede Ellen Ripley, kastede sig i flammerne og døde i den tredje film.

Præmissen accepteres nogenlunde
Men præmissen accepteres alligevel nogenlunde, efterhånden som man indvies i det særlige filmunivers, iscensat af Jean-Pierre Jeunet, kendt fra sine skæve franske universer med filmene Delicatessen (1991) og La cité des enfants perdus (1995).

Meget langt ude i fremtiden
Vi befinder os meget langt ude i fremtiden, da kameraet fører os om bord på et enormt rumskib og tracker ind på et stort væskefyldt glas, hvori netop Ellen Ripley står. Hun er den første vellykkede Ripley-kloning ud af otte forsøg, og videnskabsmændene stolter sig.

Et nyt liv

Men inden hun vågner op til sit nye liv, har videnskabsmændene pillet dén alien ud af hende, som i "Alien3" borede sig ind i hende og var årsagen til, at Ripley valgte at tage sig af dage. Denne alien har i mellemtiden formeret sig, så ikke færre end 13 fuldvoksne monstre er buret inde ombord på rumfartøjet.

En forandret kvinde
Ripley vågner op som en forandret (hun er jo klonet!) kvinde. Hun er mere sej og usårlig og virker ikke længere helt menneskelig. Hun fortæller afslappet, at alle ombord på rumskibet vil dø, når først monstrene har fundet en vej ud af deres fangenskab.

Taler af erfaring
Hun taler af erfaring! Et par småarrogante videnskabsmænd sender Ripley opgivende og bedrevidende blikke. Blikket ændrer dog hurtigt karakter, da alle aliens rent faktisk er sluppet løs, og besætningens liv hænger i en meget tynd tråd.

En instinktiv moderbinding
Da monstrene instinktivt har et hjerteligt forhold til deres "mor" Ripley, kan hun kontrollere dem nogenlunde og på dén måde redde de klogeste videnskabsmænd. De dumme og selviske omkommer naturligvis i forsøg på at redde sig selv og ingen andre.

Kvinde med mystiske egenskaber
Der er en anden fremtrædende kvinde med ombord i denne film, nemlig den mistroiske og anderledes lillepige-sarte Call, spillet af Winona Ryder. Call har nogle mystiske egenskaber, der ikke skal afsløres her.

Alternativ alien
Hen imod slutningen fødes en alternativ alien, en endnu mere slimet og væmmelig klat med menneskelige træk i ansigtet og albinokulør. Det er en flot og ganske skræmmende variant, der i selskab med Ripley oven i købet udtrykker stærke, kærlige følelser, så tilskueren næsten bliver helt blød om hjertet.

Ekspressionistisk
"Alien Resurrection" er afgjort den mest visuelt ekspressionistiske film i serien. Her optræder Jeunets meget særprægede fortællestil i ethvert billede. Det er en vild oplevelse at blive ledt rundt i rumfartøjets gange, og det kunstneriske udtryk overdøver faktisk ofte gyset.

Ikke skræmmende

Der er ikke lagt nær så meget vægt på de store chokeffekter, og filmen bliver aldrig rigtig skræmmende, men man overvældes ind imellem alligevel af den tekniske kunnen. Lyssætningen er sublim og filmens helt store virkemiddel, utvivlsomt inspireret af den tredje films omgang med lys.

Usmagelig splat
Det vidunderlige gys, der krøb gennem marv og ben i de tre første film, er i Jeunets iscenesættelse kogt ned til mere overdreven og usmagelig splat. Og monstrene ser vi alt for ofte, til at man kan blive oprigtigt bange for dem. Tænk bare på de tidligere film. Dér lå hele gyset jo i, at man aldrig vidste, hvornår man skulle skrige. Dén effekt mangler næsten fuldstændig i 4'eren.

Upersonlig stil
Relativt ukendte John Frizzell har overtaget det musikalske ror i en temmelig upersonlig stil, der i hvert fald ikke er iørefaldende. Lyddesignet spiller stadig en rolle, men langt fra ligeså central som i de tre første film, der var langt mere klaustrofobisk funderet.