Alive (1993)

    En gruppe overlevende fra et flystyrt må kæmpe mere end ihærdigt for at overleve i bjergenes isnende kulde.


    DEAD OR ALIVE?

    De lever virkelig! Efter over tres dages overlevelseskamp imellem Sydamerikas bjergtinder i flere kilometers højde er det bestemt lidt af et mirakel at kunne udbryde: "Vi lever!"


    Tragedie og sensation
    Filmen bygger på en virkelig hændelse: I 1972 styrtede et fly med et rugbyhold fra Uruguay ned i Andesbjergene, og de, der ikke blev dræbt på stedet, kæmpede en indædt kamp for overlevelse. Hollywood valgte tyve år senere at filmatisere tragedien/sensationen som et slags eventyr-drama med adrenalinen konstant pumpende, og et langt stykke hen ad vejen må man sige, at filmen er vellykket spænding.
     

    Håbet svinder

    Efter flystyrtet er der stort behov for lægelig hjælp til de sårede, og i hvad der er tilbage af flyskroget etablerer det hovedsagelig unge hold en slags hytte. I ly for skiftende vejr klarer flokken sig således i mange dage, dog ikke uden hele tiden at miste flere folk. Efterhånden som håbet om en redningsaktion svinder, og madrationerne ligeledes er tømte, er det nødvendigt at tage drastiske metoder i brug.

    Hårrejsende ækelt
    En af de mere handlekraftige unge mænd (spillet af Ethan Hawke) foreslår - som eneste mulige overlevelsesstrategi - at flokken må spise de døde for at samle kræfter til en lang vandring...

    Højt spændingsniveau
    Spændingsniveauet er meget højt, og takket være den bjergtagende on location-fotografering bliver "Alive" et mindeværdigt bekendtskab. Skuespillet er måske filmens svageste led med flere ustabile og ukendte unge navne på rollelisten.

    Fascinationskraft
    Generelt ligger fascinationskraft og fremdrift i det virkelige forlægs uhygge. Nærværet finder filmen i beskrivelserne af isolationen og de svære valg, der er helt nødvendige at træffe for at undgå døden. James Newton Howard har leveret musikken i forventelige stemningstoner, der dog ikke stjæler billedet helt og totalt.



    Anmeldt i 1997 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1993, USA, Drama, Katastrofefilm, Biografi, Fly på film, Bjerge på film, 121 min.

    Dansk titel: Vi lever
    Instr: Frank Marshall Prod: Kathleen Kennedy, Robert Watts Manus: John Patrick Shanley Baseret på: bog af Piers Paul Read Foto: Peter James, Andre Fleuren Klip: Michael Kahn, William Goldberg Mus: James Newton Howard