American History X (1998)

    Nazismens og racismens nådesløse jerngreb om to unge brødre perspektiveres, da den ene bror vil forsøge en ny livsbane.


    MY / MEIN KAMPF

    Den britiske instruktør Tony Kayes spillefilmsdebut "American History X" er ikke bare endnu et kryds i den endeløse række amerikanske film. Den skiller sig ud og gør sig bemærket, så man sent skal glemme det, næsten blottet for det klistret amerikanske. Råt og uden censur.


    Ultranærbilleder
    Særlig markant er den udtalte brug af nærbilleder. Unge Danny skal i særlig grad vises i ultranærbillede. Det er virkningsfuldt, men bliver for anmassende i længden. Tempoet er ikke højt trods det adrenalinpumpende racismetema, og det klæder filmen, at den tager sig tid til detaljerne.

    Barsk racisme
    Emnet racisme er behandlet tusindvis af gange før på film, men i "American History X" tager formidlingen af had et par trin op i niveau. Begrebet klamsvedte håndflader får en ny dimension, og Edward Norton er i filmens hovedrolle alene alle pengene værd.

    Al energien bruges på had
    Hovedpersonen, som Edward Norton spiller så overbevisende, hedder i filmen Derek Vinyard. Han har valgt at bruge al sin energi på at hade. Hade alt, der ikke er "arisk". Adolf Hitler er hans store forbillede, og en stor hagekors-tatovering midt på brystet vidner om, at Derek virkelig mener det. Efter at faren er blevet myrdet af et par farvede indbrudstyve, tager Dereks beslutsomhed til, og der skal ikke meget til at hidse ham yderligere op.

    Mord på samvittigheden
    Da han en aften griber et par farvede biltyve på fersk gerning foran sit og familiens hus, løber hadet fuldstændig af med ham, og inden længe har han et brutalt mord på sin samvittighed. Politiet er straks på banen og sætter Derek fast med tre års fængsel til følge.

    Overklistret med SS-propaganda
    Ude i den fri verden lider lillebroren Danny under det midlertidige tab af Derek, men samtidig bruger han tiden på at forgude storebroren, og det han står for. Hele Dannys værelse er overklistret med hagekors og SS-propaganda.

    My Mein Kampf
    Skolens farvede rektor bliver forståeligt bekymret og gal, da Danny afleverer opgaven "My Mein Kampf", og som et forsøg på at styre knægtens følelser lidt i en bedre retning sætter han ham til at skrive en ny opgave. Den skal beskrive storebrorens vej til fængslet...

    Delikate tilbageblik
    "American History X" bliver fortalt af lillebror Danny. Meget af tiden læser han op fra sin opgave om storebroren. Tilbageblikkene fortælles delikat i sort/hvid - tekniske højdepunkter og en nydelse for æstetikeren. Nutiden fortælles i farver.

    En stærk oplevelse
    Filmen er i de bedste scener en meget stærk oplevelse. Den største grund hertil er skuespillet. Edward Norton er ubetalelig, en bemærkelsesværdig ung skuespiller, der debuterede fejende flot i Primal Fear (1996).

    Robust og skrøbelig
    Edward Furlong spiller mere uhøjtideligt. Knægten Danny fremstår robust og skrøbelig på samme tid, og Furlongs portræt er raffineret. Birolleindehavere som Beverly D'Angelo og Elliott Gould giver filmen en fin kant.

    Ingen vamle tendenser
    Men allervigtigst for filmens succesudstråling er den manglende Hollywood-indflydelse. Der er næsten ingen vamle tendenser, og de, der er, retoucheres fint af de dygtige skuespillere og den grumsede dobbelthed i både tematik og sort/hvid-farve-virkningen.



    Anmeldt i 1999 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1998, USA, Krimi, Drama, Teenagere, 118 min.

    Dansk titel: American History X
    Instr: Tony Kaye Prod: John Morrissey Manus: David McKenna Foto: Tony Kaye Klip: Jerry Greenberg, Alan Heim Mus: Anne Dudley
    Priser
    • AAN - Bedste skuespiller (Norton)