The Basketball Diaries (1995)

Det er det fine skuespil, der er fremdriften i denne film. Her er Leonardo DiCaprio endnu ung og "uskyldig", og han formår i rollen som Jim Carroll at vride og vende sig i abstinenser på en så troværdig måde, at man selv får sved på panden.

Talent for spillet
Og det er i det bredere perspektiv dejligt at kunne konstatere, at DiCaprio faktisk havde et talent for skuespil, særligt mens han endnu ikke var stor stjerne. For senere i karrieren forfalder han desværre i alt for høj grad til en ensidig spillestil.

Stærkt stofhelvede
Bryan Goluboffs manuskript er baseret på Jim Carrolls selvbiografiske roman, der blev skrevet efter dagbøger fra en tid, hvor Carroll var på stoffer. Historien byder i bund og grund ikke på så forfærdeligt meget nyt, men har en hektisk dramatisk åre.

Konturløst
Filmen udvikler sig noget konturløst, og man efterlyser en bedre sammenhængskraft mellem stof- og abstinenshelvedet og det mere nærværende og personlige drama, der udspiller sig omkring teenagerens identitetssøgen.

Et fornuftigt udgangspunkt
Jim Carroll var endda en af de bedre stillede New York City-drenge. Med en plads på den katolske skole med tilhørende uniform skulle man mene, han var sikret mod storbyens slum.

Dårligt selskab
Men hans sammenhold med en gruppe jævnaldrende drenge fra skolens basketballhold leder uheldigvis Jim ind i et eskalerende stofmisbrug, hvor der efterhånden ikke synes nogen vej tilbage.

New Yorks kanylehelvede
Hans ellers så lovende basketballtalent ødelægges, og han ødelægger selvfølgelig også sin egen psyke og fysik. Meget levende følger vi Jim på hans sikre vej mod total elendighed i New Yorks undergrunds-kanylehelvede.

Ingen overraskelser
"The Basketball Diaries" har sine fine tekniske styrker og raffinementer, der er med til at hæve niveauet. Bemærk for eksempel scenen, hvor drengene i bar overkrop spiller basketball i styrtende regnvejr: Uden tvivl velovervejet vaskebræts-propaganda, men æstetikken glimter som dråberne på de veldrejede kroppe.

Jesus-symbolik
På et tidspunkt hænger Jim sig op i armene i basketkurven, hvor han i lynenes skær vrider sin krop og sit ansigt i vilde grimasser: En tydelig Jesus-symbolik i denne scene. Under alle omstændigheder temmelig overdramatiseret og et godt eksempel på, at filmen aldrig er helt i balance.

Ingen sportsfilm
Folk, der er forelsket i sportsfilm, skal ikke lade sig narre af filmens titel. Selvom basketbolden udgør en fin kontrast til alvorsstunder i perioder, drejer filmen sig faktisk kun meget lidt om sport. Graeme Revell sørger for den noget forudsigelige musik.