Beautiful Girls (1996)

    Om mænd og deres evindelige vanskeligheder med det modsatte køn.


    AFDÆMPET ROMANTIK

    Afdæmpet og hjertevarmt romantisk dramatik fra Amerika. Ind imellem kan det lade sig gøre for Hollywood at skrue noget nogenlunde humant og "undergearet" romantik sammen: Willie (Timothy Hutton) vender for en stund tilbage til sin lille provinshjemby. Han venter på, at hans nye kæreste skal støde til, og imens har han rigelig tid til på afslappet manér at slå tiden ihjel sammen med ældgamle venner.

    Drømme om kærlighed
    I de kolde vinterdage, hvor filmen udspiller sig, sker der dybest set ikke en dyt, men alligevel - i småtingsafdelingen er der fuld kraft på alle kedler. Alle fyrene i venneslænget går nemlig og drømmer om den helt rigtige kvinde - hun skal have store nødder, fast røv og se vildt godt ud. Allerhelst skal hun være fotomodel.

    Tilfrosset by
    Men det er ikke helt ligetil at finde kærligheden i en lille, tilfrosset by. Godt nok kommer bartenderens yndige kusine på visit, men hun har ikke i sinde at bolle sig fra sans og samling med en flok bondske dagdrømmere.

    Dagdrømmeri
    Så det bliver ved dagdrømmeriet, eller i hvert fald må fyrene nøjes med de lokale pigers mere normale standardformer og -farver. Tommy (Matt Dillon) døjer med et dobbelt forhold, hvor han ikke rigtigt kan vælge kvinde.

    En vovet flirt
    En af filmens virkelig kære og iøjnefaldende sidehistorier er den omtrent 30-årige Willies ret dybfølte, men ligeså flygtige forelskelse i den 13-årige nabopige. Forbudt at føre ud i livet ganske vist, men interessant og ret vovet for amerikansk film.

    Ingen pomp og pragt
    Skuespillet er generelt meget raffineret. Kendetegnende for skuespillet - som for hele filmens atmosfære - er der ikke megen pomp og pragt iblandet.

    Afdæmpet og hjertevarmt
    Nøgleordene "afdæmpet" og "hjertevarmt" passer glimrende på "Beautiful Girls". Derfor er der grund til harme over den fra officiel side malplacerede benævnelse; "romantisk komedie". Vi er nemlig ude i et langt finere ærinde her, selvom titlen måske ikke lægger op til det. Den stedvis rosenrøde musik af David A. Stewart tager heldigvis aldrig styringen.



    Anmeldt i 1998 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024