Before and After (1996)

Barbet Schroeders stjernespækkede melodrama "Before and After" er hverken anderledes eller uforudsigelig før, under eller efter de 103 minutters spilletid. Filmen er for meget Hollywood og alt for lidt nytænkning.

Tilværelsen vendt på hovedet
Den ellers velfungerende familien Ryan får deres tilværelse vendt på hovedet, da sønnen Jacob (Edward Furlong) pludselig mistænkes for at have myrdet sin kæreste.

Sporene må slettes
Hans forældre, Ben og Carolyn (Liam Neeson og Meryl Streep), kan ikke finde Jacob nogen steder, og de har ingen idé om, hvorvidt han er skyldig eller ej. Meget peger imidlertid på, at Jacob er morderen, og mens politiet nærmer sig familiens hus med en ransagningskendelse, tager farmand Ben dén beslutning, at han i sidste øjeblik vil fjerne alle de spor, der eventuelt vil kunne betyde, at sønnen fængsles.

Bedst at holde mund
En donkraft, en handske og en klud smurt ind i blod bliver fjernet fra bilens bagagerum. Ben når slet ikke at tænke over, hvilke konsekvenser, det kan få for både ham selv og Jacob.

Svært at acceptere
Carolyn kan ikke rigtigt acceptere sin mands handlinger, men han får hende alligevel overbevist om, at det er bedst for alle parter at holde munden lukket, også i den efterfølgende retssag. Men den betændte affære er kun lige begyndt...

Alt for amerikansk
Hele denne heksekedel er en alt for amerikansk beskrivelse af den familiære katastrofe, der, for en stund - og måske for evigt - forstyrrer freden. Intensitetsniveauet er lavt netop på grund af de mange "I love you"-replikker og de forholdsvis mange gange, hvor forældrene tager hinanden i hånden for at dulme smerten over at se deres søn lide: Det er udtalt sukret!

Ensartet og forudsigeligt
Skuespillet bliver desværre for ensartet og forudsigeligt. Liam Neeson er den frustrerede far, der forsøger at genfinde sin teenagesøn, mens Meryl Streep er den omsorgsfulde mor, der helst ser, at sandheden kommer frem. Stereotyperne lever uden hverken varition eller vibration.

Krænger over i det ekstreme
Edward Furlongs spil er godt, men krænger også over i det ekstreme: De evige samvittighedskvaler med sorte rande under øjnene og nedadbøjet ansigt bliver trættende i længden. Til gengæld sørger Howard Shores originalmusik for at sætte stemningerne, hvis man overhovedet skulle være i tvivl.