The Big Lebowski (1998)

De kreative filmbrødre Ethan og Joel Coen imponerede i 1996 publikum med det forførende og fængslende krimidrama Fargo (1996).

Komediegenren prøves
Som det har været kendetegnende gennem hele Coens filmografi, er der hele tiden en sprudlende fortællelyst og trang til at afsøge nye territorier. Og et par år senere blev det så tid til for alvor at afprøve komediegenren. Resultatet blev "The Big Lebowski" - et hæderligt forsøg på at tilføre genren nye og opfindsomme takter.

Særprægede personer
Historien indeholder først og fremmest talrige temmeligt særprægede personer, der i sig selv er vældigt komiske. Brødrenes manuskript er, hvad man vil kalde "underligt": Vi følger den meget skæve eksistens Lebowski (Jeff Bridges), der bruger de fleste af sine vågne timer i bowlinghallen sammen med sine tilsvarende 'skæve' venner.

Vil kaldes The Dude
Lebowski lægger stor vægt på, at man kalder ham The Dude. Han kommer ud på et sidespor, da han og lejligheden bliver raseret af vrede mænd, der afkræver ham penge. Det viser sig, at de vrede mænd har taget fejl. Det var en anden mand, der også hedder Lebowski, de skulle have haft fat i. Han er millionær og sidder i kørestol på sit slot.

Arrogant millionær
Nu kontakter The Dude den vældigt arrogante millionær, og det bliver begyndelsen på en broget aftale. Da millionærens sexede, unge kone bliver kidnappet, sættes Dude til at aflevere løsesummen.

Lille hjernekapacitet
Det går bare ikke så godt med at få afleveret pengene, og nu begynder problemerne at vælte ned over stakkels Dude. Blandt andet fordi vennen Walter Sobchak (John Goodman) har en alt for stor kæft og samtidig en meget lille hjernekapacitet.

Fremdriften mangler
"The Big Lebowski" har ikke den komiske tæft og sammenhængskraft, man havde håbet på. Komedien mangler fremdrift, og i lange perioder kan man ligefrem ikke rigtig holde koncentrationen fanget om begivenhederne. Det er kun ganske bittesmå detaljer, der er værd at grine ad, så lattermusklerne holder - stik imod forventningen - ufrivilligt pause.

Komisk perfektion
Kun en enkelt scene tangerer komisk perfektion, og her må man give efter og grine for fuld skrue. Det er scenen hen imod filmens slutning, hvor Dude og Walter står i blæsten på en bjergtop og er "højtidelige".

Flot skuespil
Skuespillet kan man ikke klage over. Det er fint eksekveret, for rollerne er ikke helt lette og meget mystiske. Det er bare ærgerligt, at der ikke er en bedre historie at folde rollerne ud i. Carter Burwell sørger for en musikalsk ballast, der ofte krænger med ud ad den komisk let overtændte glidebane.

Kultstatus
Filmen opnåede hurtigt kultstatus og er stadig ofte på læberne, når talen falder på komiske enere. Der er da også en beundringsværdigt stor vilje til at forme en komedie ud over det sædvanlige fra Coen-brødrenes side. Resultatet er bare skuffende.