Blazing Saddles (1974)

Den amerikanske komediekunstner Mel Brooks opnåede sit helt store gennembrud - og medfølgende kultstatus - med denne fuldstændigt ustyrligt skøre westernparodi.

Meget lallende
Uheldigvis undergraver de mange outrerede morsomheder sig selv, snarere end former latterkramper - og gør filmen mere lallende, end sundt er.

Lov og orden
Kun stedvis formår Mel Brooks at opretholde lov og orden i scenariet, så man må overgive sig til en befriende latter, og det er generelt svært at se de funklende kvaliteter i en humor, der er slået helt og aldeles op på lagkage-falde-på-halen.

Filmhistoriens dummeste cowboys
Blandt de bedste scener er afgjort filmens indledning med den skønne og Oscar®-nominerede titelsang, samt præsentationen af et par af filmhistoriens dummeste cowboys med de mest uimodståeligt drævende dialekter.

Isoleret set flot western
Der er brugt mange kræfter på scenografien, og som western fremstår "Blazing Saddles" flot i sine genremæssigt akkurate koreografier. Man kunne sagtens se dette set up for sig som kulisse for en langt mere seriøs historie.

Enorm kultdyrkelse
Overordnet set er det svært helt at sætte sig ind i filmens enorme kultdyrkelse. Humoren er sær, det er ganske vist, men langt mere outreret falde-på-halen end regulært opfindsom.

Finurlige biroller
Der er levnet plads til en hel række af finurlige små biroller, bl.a. Richard Farnsworth som sheriff. Men man står af på det hysteriske, ikke mindst når komikerne bryder ud i sang eller bare fjoller uden fikspunkt.