The Bodyguard (1992)

En film for fans! Fans af Whitney Houston, Kevin Costner eller af sødladen vammelhed, af den type, der personificerer sig i Hollywoods romantiske standard-dramaer.

Nogenlunde seværdig
Det mest interessante at skrive om hér, er, hvad der gør "The Bodyguard" sådan bare nogenlunde seværdig. For den er faktisk ikke helt så dårlig, som man gerne vil gøre den til.

Costner prøver
En af grundene hertil er Kevin Costner, der anstrenger sig for at tilføre filmen bare en anelse karakter, men der er også en del momenter i handlingen, der er interessante. Konflikter er der for eksempel rigeligt af, og et par stykker af dem er nogenlunde vedkommende.

Små kvaliteter
Når instruktør Mick Jackson og hans filmhold endelig tager sig sammen, og filmen bare bliver lidt underholdende, så opdager man faktisk, at historien rummer disse små kvaliteter.

USA's bedste bodyguard

Frank Farmer, der anses for at være USA's bedste bodyguard, tager et vellønnet job som livvagt for den rige popstjerne Rachel Marron (Whitney Houston). Til at begynde med kan de ikke rigtigt sammen, men det ændrer sig (hvilket vi slet slet ikke havde ventet?)

At redde en sangfugl
Et ubehageligt truende brev fra en ukendt bølle har sat himmel og jord i bevægelse. Der står i det, at Rachel snart skal dø, men så træder erfarne Frank Farmer til og redder sangfuglen.

Fremspirende kærlighed
Den fremspirende kærlighed mellem Rachel og Frank beskrives på en acceptabel lavblus-vammel måde, og selvom stort set hver eneste scene i filmen er gennemført forudsigelig, så drages man alligevel lidt af dens svagt ulmende charme.

Rosenrød sakkarinmusik
Whitney Houston er kun en jævnt dårlig skuespiller, og heldigvis drukner filmen ikke i hendes rosenrøde sakkarinmusik. Toner er der ellers nok af, for når ikke Houston giver den med fuld, velsyngende vibrato, sørger Alan Silvestris originalmusik for at udfylde eventuelle "farlige" huller i handlingen.