The Boys from Brazil (1978)

    En ihærdig nazist kæmper fortsat for jødeudryddelse længe efter krigens afslutning.


    NERVELØS NERVEKRIG

    Dette opfindsomme nazidrama baseret på Ira Levins roman er desværre temmelig blottet for nerve, og har en historie, der aldrig når toppen, men som til gengæld er tæt på at skrabe bunden i lange perioder.

    God Gregory Peck
    Det eneste synligt positive ved filmen er Gregory Peck, der rigtigt troværdigt udfylder rollen som den fanatiske, nazistiske læge Josef Mengele, der i Ira Levins romanforlæg også efter 2. verdenskrig ønsker at gøre den "ariske race" til Jordens eneherskere.

    Fin birolle
    James Mason spiller sin lille birolle som Eduard Seibert fint, og Steve Guttenberg (senere super-fjoget i Politiskolen-filmene (1984-1994)) er sjov at betragte i filmens start. Oscar®-nominerede Laurence Olivier spiller derimod decideret dårligt, især på grund af en meget utroværdig, simuleret accent og nogle stramt mislykkede grimasser.

    Blodigt klimaks
    Josef Mengele er "nazikongen", der har sat sig for, at 94 jødiske mænd på over 65 år skal myrdes. Han engagerer nogle lejemordere og deltager desuden selv aktivt i sit projekt. Imens forsøger den "pensionerede" jøde Ezra Lieberman (Olivier), at modarbejde Mengele. De to mødes først i et stort opsat og vældig blodigt klimaks.

    Et enkelt højdepunkt
    I filmen er der ét enkelt højdepunkt. Det er til gengæld også både intenst og spændende: Ved en enorm, svensk vandfaldsdæmning, der er lukket for vinteren, mødes en af morderne med sit offer. Faldet fra 200-300 meters højde er hårrejsende spektakulært filmet.

    Svært fordøjelig
    De første firs minutter af filmen er ret ufordøjelige. Historien er klodset og svært forståelig. Siden kommer der lidt mere - og meget tiltrængt - spænding ind i historien. De mange svingininger i niveau assisteres lifligt af Jerry Goldsmiths musik, desværre ikke en af hans bedste scores.



    Anmeldt i 1995 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1978, Storbritannien, Drama, 123 min.

    Dansk titel: Drengene fra Brasilien
    Instr: Franklin J. Schaffner Prod: Martin Richards, Stanley O'Toole Manus: Heywood Gould Baseret på: roman af Ira Levin Foto: Henri Decae Klip: Robert E. Swink Mus: Jerry Goldsmith
    Priser
    • AAN - Bedste skuespiller (Olivier)
    • AAN - Bedste klipning
    • AAN - Bedste musik
    • GG-N - Bedste skuespiller (Peck)