Malice (1993)

Instruktør Harold Becker specialiserede sig i den særlige usandsynlige Hollywood-thriller-genre, hvor film som Sea of Love (1989) og Domestic Disturbance (2001) kredser om små og store farer og gerne med et par twists and turns, der kammer over i det ganske ekstreme.

Overdrevet spænding
Her er "Malice" ingen undtagelse, måske snarere bull's eye, når det kommer til overdrevet spænding, der tværer rundt i uhyggelige sammensværgelser med epicenter i det utilregnelige menneskes ugerninger. For stakkels Andy, der er universitetslærer, får virkelig sit livs overraskelse og lærestreg, efterhånden som virkeligheden melder sig, og intet er, som det tog sig ud.

Ren idyl?
For idyllisk er det. Han og konen Tracy vil gerne have en krøltop og er gået i gang med de forberedelser, som den slags nu kræver. Men så træder Andys gamle kammerat Jed ind i billedet. Jed er kirurg og slibrigt selvglad. Måske med god grund. Alle kvinder lægger sig i hvert fald gerne ned og spreder ben – ja, nærmest frivilligt på operationsbordet – for at komme i nærkontakt med den "lækre" læge.

Lidt for nærgående
Snart bliver det tydeligt, at Jed bliver lidt for nærgående i Andy og Tracys liv. Særligt da han for en tid lejer et lokale på første sal og blandt andet boller midt om natten, så væggene skælver. Men det er ikke det største problem. Det skal nemlig vise sig, at Andy får langt værre sager på nakken... og noget, som han aldrig havde drømt om.

Genredrejebog
"Malice" kan sin genredrejebog og viger ikke udenom en eneste gængs kliché. Hele vejen igennem de 107 minutters spilletid retter skuespil og handling ind efter det forudbestemte, og filmoplevelsen bliver aldrig overraskende. Til trods for at plottet netop er overraskende, eller i hvert fald gerne vil være det.

Væmmelige konspirationer
Da de store afsløringer og væmmelige konspirationer springer ud i fuld flor, kommer det mere som en stereotyp genreleflen end som en handlingsmæssig overraskelse. Og så bliver det jo ikke bedre af, at begivenhederne (helt som ventet) kører ud ad en usandsynlighedernes overdrevstangent uden evne til at holde igen eller stoppe, mens legen er god.

Teknisk lækker
Flot fotograferet af Gordon Willis og med klangfuld musik af Jerry Goldsmith sørges der i det mindste for en rent teknisk lækker filmoplevelse. Men det er desværre også det sprødeste, der er at knække af dén film.

Fine små biroller
Både Alec Baldwin, Nicole Kidman og Bill Pullman holdes i skak af de fastlåste og stereotype roller. Anne Bancroft og George C. Scott er filmens positive overraskelser, men i meget små og ubetydelige biroller.