Bryllupsfotografen (1994)

"Bryllupsfotografen" er en teknisk veludført dansk filmproduktion, men historien er desværre alt for "syret" og på en eller anden måde urealistisk. Man føler nærmest, at det er meningen, at tilskueren skal give op, fordi man ikke kan følge med, og at manuskriptforfatterne har sat en ære i at skrive en jævnt usammenhængende, nærmest drømmeagtig historie.

Konstant summetone
Med en evigt summende (og forstyrrende) synthersizer-tone som dramatisk baggrund er filmen et åbenlyst forsøg på at agere thriller.

Fra hus og hjem
Bryllupsfotografen Daniel Svare rejser fra hus og hjem for at prøve noget nyt (og for at slippe væk fra sin ekskone). Han etablerer en fotoforretning, hvor han fortrinsvis skal tage billeder af brudepar. Inden længe ansætter han den unge assistent Max til at hjælpe med opstilling de mest ambitiøse kulisser omkring motiverne.

Med i kanen
Det varer ikke længe, før Daniel falder for byens unge, smukke Irma-pige Maria. En kvinde, der kan lide at gøre oprør - og som gerne ofrer sig selv for en sag. Hun deltager fx i et grotesk skuespil om racisme. Den 35 år ældre Daniel må have hende med i kanen, og det skal der faktisk ikke så meget til for at få.

Et mareridt
Sådan forløber tilværelsen forholdsvis normalt for fotografen og hans bekendte, indtil den dag, da en gammel kammerat til Daniel dukker op i byen (en kammerat måske, men tilsyneladende også en ond ånd). Han vil have Daniel med til at begå et bankrøveri, og det bliver begyndelsen til et mareridt for fotografen.

Spirituelt præg
Der er stof i dén historie, men hvorfor spolere den ved at give den dette surrealistiske, nærmest spirituelle præg, som den bærer i både skuespil, lyd og billede? De fleste skuespillere gør det pænt i de svært tilrettelagte roller.

Pressen skrev:
Der var flere anmeldere, der godt kunne se de gode tanker bag filmen, men der var ikke mange stjerner eller rosende overskrifter at høste: "Tam affære", "Blodfattig overdosis", "Den melodramatiske film er en velmenende fiasko", "Forliser fuldstændigt under vægten af sin egen patos", "Velment miskmask", "Et mislykket, men interessant bud på den seriøse samtidsfilm, der så ofte efterlyses" og "Virker sært fortidig."