Kindergarten Cop (1990)

    En muskelpumpet politimand går undercover som børnehaveklasselærer i forsøget på at komme en åleglat narkobagmand til livs.


    KOMIK MED KANT

    Hér går action og komik op i en højere enhed, når Arnold Schwarzenegger giver den hele muskelarmen som politibetjenten John Kimble, der går undercover som børnehaveklasselærer i forsøget på at få skovlen under en åleglat narkobagmand.

    Helt særlige metoder
    Egentlig var det Kimbles kollega Phoebe O'Hara, der skulle have puslet om ungerne, men da hun lægger sig syg, træder Kimble i karakter. Til at begynde med kommer tjansen som børnepasser fuldstændig bag på ham, men efterhånden overbeviser han både unger og skoleledelse med sine helt særlige metoder.

    Leverer varen
    Og på sidelinjen lykkes det Kimble at klare både kriminelle og kærligheden, så det bare ikke kan blive meget bedre. Det er selvfølgelig ikke stor filmkunst, men "Kindergarten Cop" leverer varen som uforpligtende humoristisk action med en veloplagt Schwarzenegger i hovedrollen.

    Herligt 90'er-typisk
    Filmen er herligt 90'er-typisk i en skøn dynamisk fortællestil, der er direkte og ufiltreret i sin tilgang til både morskab og alvor. Og den erfarne genreinstruktør Ivan Reitman udnytter fornuftigt Schwarzeneggers potentiale i det veloplagt skrevne manuskript.

    Klassiske genredyder
    Selvfølgelig er der mange scener, der kører ud ad usandsynlighedernes overdrev, men ikke mere end hvad, der kan tilgives og som i helheden fungerer helt og holdent på sine klassiske genredyder. Meget af charmen opstår selvsagt ud af Arnolds karisma, og i "Kindergarten Cop" spiller han endda på det østrigske ophav (Arnold har endda en enkelt replik på det hjemlige tungemål).

    Pyssenys i børnehøjde
    Randy Edelman sørger for den sødladne musik, der dog ikke bliver decideret misbrugt. Der er et stort spænd i stemning fra rå action til pyssenysset dikkedik i børnehøjde. Det gælder både for musikken og filmen mere generelt. Ind imellem bliver det for meget med alle de billige børnepåhit (de skal bl.a. sige nogle ufiltrerede ting, for det gør børn jo!).

    Militant tilgang
    Heldigvis får Arnold sat krøltoppene på plads med en skøn militant tilgang. Så kan de lære det, og det gør de også.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1990, USA, Komedie, Familie, Børn på film, Action, Biler på film, 111 min.

    Dansk titel: Strømer i børnehaveklassen
    Instr: Ivan Reitman Prod: Brian Grazer, Ivan Reitman Manus: Murray Salem, Herschel Weingrod, Timothy Harris Foto: Michael Chapman Klip: Wendy Greene Bricmont, Sheldon Kahn Mus: Randy Edelman