Sover Dolly på ryggen? (2012)

Hella Joofs 6. film som instruktør afviger ikke fra formlen: Overflod af folkelig komik tilført et par skæve vinkler. I "Sover Dolly på ryggen?" er Nikolaj Lie Kaas den helskæve karakter, når han folder sig ud som den usandsynlige og filterløse førsteelsker Gordon Dennis.

Ikke helt almindelig
Gordon Dennis kommer ind i hovedpersonen Annes liv, da hun er blevet insemineret med celler fra en anonym donor og nu får lyst til at lære barnets far at kende. Ad omveje får hun adgang til registret og opsøger Gordon. Og det bliver et ganske særligt møde, idet Gordon er alt andet end helt normal.

En charmetrold?
Men hen ad vejen kan der måske alligevel opstå noget ud af det skæve? Det bliver op til Anne at vurdere, om Gordon er en charmetrold bag alle de mageløst pinlige udfald.

Ukritisk iscenesættelse
Hella Joof instruerer med smilehullerne ukritisk udboret, og "Sover Dolly på ryggen?" har kun få glimrende komiske øjeblikke. Det meste af filmen forfalder til en paphattehumor, der sjældent trækker ret mange grin af sig.

Kronede forhold
Nikolaj Lie Kaas har kronede forhold som den utilpassede Gordon Dennis og er utvivlsomt filmens sjoveste. Til gengæld bliver Lene Maria Christensen aldrig helt troværdig i den betuttede Anne-hovedrolle. Mia Lyhne er bedst på birollelisten, hvor Sidse Babett Knudsen er pinligt forkrampet som lesbisk chef.

Meget forudsigeligt
Det er ikke svært at forudsige begivenheder og rolleudviklinger, og filmen bliver snart rendyrket feel good i en uklædelig sukret kabale, der går op til sidst. Undervejs er der ikke sparet på hverken ømme popsange eller originalmusik af Povl Kristian og Roar Skau Olsen. Det er en film for det meget brede publikum, men måske allermest for kvinder.

Fine københavner-locations
Der er mange fine københavner-locations, der er med til at højne autenticiteten betragteligt, mens Anne flakker rundt for at finde barnets far, en identitet – og sig selv.