The Color Purple (1985)

"The Color Purple" er en af Steven Spielbergs mere indadvendte film. Den har en kompliceret handling og nogle komplicerede personer. Og Spielberg beviser, at han også mestrer denne filmtype - i hvert fald hvad angår teknik, skuespil og fortællestruktur.

11 Oscar-nomineringer
Filmen fik ikke færre end 11 Oscar-nomineringer i 1985, heriblandt for bedste film, manuskript, fotografering, musik, kostumer, make-up og skuespillerpræstationer (Goldberg, Avery og Winfrey).

Vammel drejning
Problemet med filmen er, at Spielberg efter ca. halvanden time lader historien tage en meget vammel, amerikansk drejning, der på ingen måder klæder de smukke billeder.

Tabt på gulvet
Efter i de første halvanden time at have siddet opslugt og spændt på, hvorledes alle personerne skal udvikle sig, går luften af ballonen, og det hele bliver tabt på gulvet i den sidste time.

Usandsynligt
Man havde ventet sig en tragedie; det for filmen mest sandsynlige udfald, men i stedet sker det absolut usandsynlige, at alt pludselig går godt og retfærdigt...
 

En sadistisk landmand

I en ung alder bliver Celie tvunget til at gifte sig med den sadistiske farmer Albert. Albert skiller Celie fra søsteren Nettie, den eneste i verden, der holder af hende.

Oprør!
Som 14-årig fik Celie taget to spædbørn fra sig af sin far, og det kommer hun sig aldrig over. Albert vil ikke lade Celie få brevene fra søsteren, der rejser rundt på safari i Afrika, men med hjælp fra Alberts elskerinde, den berømte sangerinde og entertainer Shug Avery, finder Celie alle brevene fra søsteren under et gulvbræt. Det får hende til at stejle, og pludselig gør hun oprør mod sin mand og rejser fra ham.

Ond og ligeglad

Man får ret hurtigt nok af Whoopi Goldbergs, selvom det er henders debutrolle og blandt hendes mest seriøse roller. Danny Glover har ikke nogen særligt stor rolle - man skal bare have et indtryk af, at han er ond og ligeglad med sin kone. Filmens absolut største præstation leveres af Oprah Winfrey i rollen som Sofia. En smuk og følelsesfuld rolle.

Uudholdelig gospel
Margaret Avery som sangerinden Shug er meget sympatisk, men voldsomt sukkersød. De sange, hun synger, er desuden særdeles uudholdelige, især når hun giver den hele armen i et gospel-optog.

Flot teknik
Den originale musik af Quincy Jones er kompositorisk anonym, men stedvis tiltrækkende; fotografering og klipning er overbevisende med et hav af pragtfulde naturbilleder og perfekte tekniske detaljer. Mindst en halv time for lang.