The Conversation (1974)

Hvor Francis Ford Coppola i '80'erne og '90'erne har haft svært ved helt at finde en stil, der kunne matche tidens trend, formåede han i 70'erne at dreje nogle meget opsigtsvækkende film, der idag regnes blandt filmhistoriens bedste og vigtigste, blandt andet Apocalypse Now (1979), The Godfather (1972) og her "The Conversation".

Alvorlige vanskeligheder
Gene Hackman har hovedrollen som aflytningseksperten Harry Caul, der efter at have optaget en samtale kommer i alvorlige vanskeligheder. Klienten ønskede en samtale båndet, hvorefter Harry Caul ville blive belønnet med $15.000.
 

Et mord under opsejling

Men Harry lytter sig frem til, at en person vil blive myrdet, sandsynligvis på et hotel, nærmere bestemt rum 773, søndag klokken 13. Så han lejer rum 772 og gør klar til optagelse. Det kan blive enden på hans karriere.

Kunstnerisk særpræg
Filmen har et kunstnerisk særpræg, der gør den uhyre interessant og delikat. Først og fremmest spiller tiden en meget stor rolle i filmen. Coppola trækker tiden, trækker spændingen.

Stemning
Minutlange klip og langsomme trackings og panoreringer skaber stemning. Samtidig køres båndoptagelserne af samtalen om og om igen, så man efterhånden kan dem udenad, hvilket også udfordrer tilskueren til selv at lege aflytningsekspert.

Hackman i topform
Gene Hackman er i topform. Han er uovertruffen som den truede ekspert, der i bund og grund ikke finder sit arbejde "stuerent". Harry Caul er sammenbidt, tænksom og omhyggelig. Han vil gerne gøre sit arbejde ordentligt, derfor afleverer han ikke båndoptagelserne til hvem som helst.
 

Ung Harrison Ford

En ung Harrison Ford ses i rollen som klientens højre hånd Martin Stett, der forfølger og aflytter Harry i et forsøg på at få fingre i de bånd, Harry ikke vil af med.

Aggressivt klimaks
"The Conversation" er begavet med et omhyggeligt og professionelt skrevet manuskript af Francis Ford Coppola selv. Med en påfaldende genialitet og opfindsomhed trækker Coppola tilskueren mod et aggressivt klimaks, der på mange måder skiller sig ud fra resten af filmen.

Tidsudtrækninger

I langt de fleste sekvenser er tidsudtrækningen et godt virkemiddel, men enkelte steder bliver det en anelse for anmassende. David Shires musik for soloklaver er blid og original.