Coogan's Bluff (1968)

    En bondsk betjent tager til storbyen for at eskortere en fange med hjem.


    COWBOYMØDE MED STORBYEN

    Coogan er betjent helt ude på bøhlandet, hvor hans cowboy/indianer-drømme rigtigt kan komme til deres ret.

    Ingen råbende chef
    Her kan man plaffe løs og slæbe forbrydere i fængsel, uden at en højtråbende chef kommer imellem. Men desværre må Coogan tage til storbyen alligevel - iført cowboystøvler og cowboyhat - da han skal eskortere en slem forbryder med sig tilbage.

    I fare for en forelskelse
    Uheldigvis er forbryderen ikke klar til afgang af forskellige juridiske grunde, så Coogan må vente i flere dage i storbyen - med fare for at forelske sig i brunetten i lårkort, der vimser rundt på politikontoret.

    Bylivet inspirerer
    Det hjælper ikke at brokke sig til chefen: Coogan må bare vente i byen, den tid det tager. Og når alt kommer til alt, er bylivet alligevel en inspiration for cowboyen.

    Varmblodet
    "Coogan's Bluff" er faktisk ret morsom, fordi den beskriver cowboyens møde med storbyen på en vidunderligt varmblodet og troværdig måde. Samtidig byder filmen på rigtig mange gode actionsekvenser, der er tilrettelagt med knivskarp timing, som det er instruktør Don Siegels varemærke.

    Atypisk rolle
    Clint Eastwood er dejlig i den noget atypiske rolle: Coogan virker komisk i storbyen, men han holder fast ved sine principper om at håndhæve loven.

    Teknisk gennemarbejdet
    Filmen er påpasseligt teknisk gennemarbejdet, og skuespillet er fremragende. Bemærk Betty Fields birolle som Mrs. Ringerman, skurkens mor, hun er helt vidunderlig.



    Anmeldt i 1996 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024