The Cotton Club (1984)

Instruktør Francis Ford Coppolas udmærkede idé med at kombinere musical og hårdkogt gangster-krimi er desværre gået totalt i vasken, og "The Cotton Club" fremstår som en nærmest fjoget filmoplevelse.

Klub for ekslusive
Handlingen kredser om en klub for de eksklusive: Her danses og steppes der, og kun de allerbedste får mulighed for at optræde her. For at blive allerbedst skal man for det første have musikalsk talent. Dét har Dixie Dwyer. For det andet kommer man rigtig langt ved at have de "rigtige" forbindelser.
 

Med mafiaen i ryggen

Og i dette tilfælde er der tale om mafiaen, der får tiden til at gå i klubben. Nærmest ved et uheld lærer Dixie mafiabossen Dutch Schultz at kende, og Dutch gør Dixie berømt - men ikke omkostningsfrit.

Steppes på livet løs
Det kan jo ikke nytte noget, at Dixie ikke vil underlægge sig mafiaens klare magtbegreber, så oprør er selvsagt bandlyst. Imens steppes der på livet løs i baggrunden.

Blandet skuespil
Filmens mest miserable skuespil leverer James Remar. Sjældent har man set så utroværdig og uskræmmende en hård banan. Det øvrige skuespil er såmænd ganske udmærket. Det er interessant at se så mange kendte navne, og særligt Bob Hoskins og Richard Gere gør sig heldigt bemærkede.

Flot teknik
Teknikken fejler ikke noget. Der er mange begavede og stilistisk fremragende billedkompositioner med spændende lyssætninger og kamerature. Lydsiden er jazz-proppet.

Springende facon
Men det er slet ikke noget, der batter, når man sidder og krummer tæer over den irriterende, springende facon, som "The Cotton Club" praktiserer. Det ene øjeblik stepper et par vandkæmmede sorte kækt op og ned ad nogle små trappetrin, det næste plaffer en gruppe gangstere løs i flæng.

Kærlighed og kildevand
Herefter tilbage til kærlighed og kildevand, jazz og muntre mennesker i festligt lag. Huhej, her kommer gangster-Jørgen med elleve geværer. Det er ikke rigtig en genreblanding, der er værd at spilde hverken krudt eller jazz på.