Den sorte Madonna (2007)

    En uheldig kunsttyv må sende en kostbar ikon til sin datter. Med lidt held går hun med til at mødes med faren i Polen, hvor han tilbageholdes af bagmænd.


    PROLETAR-STRIPTEASE

    Typisk tumpet Lasse Spang Olsen-action, der med lige dele ubehjælpsom action og overgearet komik former en helt igennem ustadig og grim film med meget få lyspunkter.

    En uheldig kunsttyv
    Den uheldige kunsttyv Kurt er trængt op i en krog og må sende ikonen "Den sorte Madonna" med posten til dén datter, han ikke har set i mange år. Så hun er ikke venligt stemt, da han – truet af polske bagmænd – beder hende om at rejse til Polen med ikonen, så alle kan blive glade og tilfredse.

    Let at tæmme
    Men med udsigt til at få en million i "findeløn" lader datter sig alligevel overtale. Med sig på færgen til Polen har hun den nævenyttige, men let tæmmelige politimand Gustav. Det lykkes ham ikke at fravriste hende ikonen, men måske kan rejsen bringe dem sammen på et andet plan.

    Ude af balance
    "Den sorte Madonna" har helt sikkert været en sjov film at indspille. Det kan man næsten fornemme på den højintensive energi, som hele produktionen emmer af. Problemet er bare, at output er så fladpandet og ude af balance, at både action og komik falder markant og næsten hørbart til jorden fra første scene.

    Pattebarns-bandeord
    Fx er Tuva Novotnys konstante svensk-danske pattebarns-bandeord med lidt god vilje en smule sjovt, første gang de bliver udgydt. Men ikke konstant i halvanden time. På samme måde er Ole Thestrup meget glad for – på sin helt særligt vrængende måde – at sige, at hans makker (det er kunsttyven Kurt) er pisse-asocial.

    Tyndt skrevne roller
    Anders W. Berthelsens betjent-Gustav er let til jævnt uinteressant, og både Nicolas Bro, Morten Grunwald og Birthe Neumann har store problemer med at tilføre de tyndt skrevne roller bare en anelse glimt i øjet. Det lykkes bedst for Neumann, der er hårdkogt polskvenlig mafiamutter.

    Proletar-striptease
    Filmen er på mange måder proletar-striptease helt uden fornemmelse for hverken god eller dårlig smag. Det kunne have været underholdende med en smule selvironi indblandet, men humoren begrænser sig fuldkommen til nævnte fladpanderi, og så er vi lige vidt.

    Feel good-stemning
    Douglas Pashley har leveret kæk musik, der er til stede i snart sagt alle scener – og så "krydres" oplevelsen også med en lille håndfuld popsange i feel good-stemningens tjeneste.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2007, Danmark, Komedie, Action, Krimi, Biler på film, Skibe på film, 88 min.

    Dansk titel: Den sorte Madonna
    Instr: Lasse Spang Olsen Prod: Per Holst Manus: Nikolaj Peyk, Lasse Spang Olsen Baseret på: idé af Henning Bahs Foto: Jens Schlosser Klip: Morten Højbjerg Mus: Douglas Pashley
    Priser
    • RB-N - Bedste special effects/lys