Den sorte Madonna (2007)

Typisk tumpet Lasse Spang Olsen-action, der med lige dele ubehjælpsom action og overgearet komik former en helt igennem ustadig og grim film med meget få lyspunkter.

En uheldig kunsttyv
Den uheldige kunsttyv Kurt er trængt op i en krog og må sende ikonen "Den sorte Madonna" med posten til dén datter, han ikke har set i mange år. Så hun er ikke venligt stemt, da han – truet af polske bagmænd – beder hende om at rejse til Polen med ikonen, så alle kan blive glade og tilfredse.

Let at tæmme
Men med udsigt til at få en million i "findeløn" lader datter sig alligevel overtale. Med sig på færgen til Polen har hun den nævenyttige, men let tæmmelige politimand Gustav. Det lykkes ham ikke at fravriste hende ikonen, men måske kan rejsen bringe dem sammen på et andet plan.

Ude af balance
"Den sorte Madonna" har helt sikkert været en sjov film at indspille. Det kan man næsten fornemme på den højintensive energi, som hele produktionen emmer af. Problemet er bare, at output er så fladpandet og ude af balance, at både action og komik falder markant og næsten hørbart til jorden fra første scene.

Pattebarns-bandeord
Fx er Tuva Novotnys konstante svensk-danske pattebarns-bandeord med lidt god vilje en smule sjovt, første gang de bliver udgydt. Men ikke konstant i halvanden time. På samme måde er Ole Thestrup meget glad for – på sin helt særligt vrængende måde – at sige, at hans makker (det er kunsttyven Kurt) er pisse-asocial.

Tyndt skrevne roller
Anders W. Berthelsens betjent-Gustav er let til jævnt uinteressant, og både Nicolas Bro, Morten Grunwald og Birthe Neumann har store problemer med at tilføre de tyndt skrevne roller bare en anelse glimt i øjet. Det lykkes bedst for Neumann, der er hårdkogt polskvenlig mafiamutter.

Proletar-striptease
Filmen er på mange måder proletar-striptease helt uden fornemmelse for hverken god eller dårlig smag. Det kunne have været underholdende med en smule selvironi indblandet, men humoren begrænser sig fuldkommen til nævnte fladpanderi, og så er vi lige vidt.

Feel good-stemning
Douglas Pashley har leveret kæk musik, der er til stede i snart sagt alle scener – og så "krydres" oplevelsen også med en lille håndfuld popsange i feel good-stemningens tjeneste.