Dangerous Minds (1995)

Se hellere:

Lean on Me (1989)

Et langt stykke hen ad vejen håbes der inderligt på, at "Dangerous Minds" udvikler sig i bare én retning, der ikke på forhånd er gennemskuet. Men det gør den desværre ikke, og smagen i munden er bitter, skønt de godt halvanden times "undervisning" med Michelle Pfeiffer bag katederet er rimelig medrivende.

Ganske særlige elever
Louanne Johnson ankommer til en skole for at søge et vikariat som lærer, men hun bliver straks fuldtidsansat som lærer i en klasse, hvor eleverne er "noget særligt".

Chokeret lærerinde
Louanne ved ikke, hvad hun går ind til, og hun bliver da også lettere chokeret, da hun finder ud af, at de "særlige" elever er ganske larmende, flabede og ubehøvlede. Der må lægges en strategi, og efter de obligatoriske begyndervanskeligheder finder Louanne den helt rigtige indfaldsvinkel, og hun får eleverne på sin side.

Ingen overraskelser
Det største problem ved filmen er... at derved bliver det. Eleverne er nu så betagede af deres nye lærer, at de vil gå gennem ild og vand for at tjene hende. Skønt Louannes metoder måske nok er ret effektive og meget pædagogiske, så burde de ikke være nok til at fastholde en hel klassefuld af slagsbrødre og uduelige udskud, der tidligere har været skyld i en vikars nervesammenbrud.

Happy ending givet
Det er de små kriser, der holder maskineriet i gang. Nu er det givet, at filmen får sin happy ending a la Dead Poets Society (1989) – tilført et pænt skvat amerikaner-sentimentalisme.

Let sukkersødt spil
Skuespillet er fair, blot er Michelle Pfeiffer i den altdominerende rolle en anelse for sukkersød. Hendes meget feminine optræden som Louanne Johnson stemmer ikke helt overens med hendes fortid som militærkvinde og forslået ekskone. Birollerne er fine, bedst er eleverne Emilio og Raul. Udmærket brug af krads rap-musik.