Dead Again (1991)

    En kvinde indhentes af fortidens gru, da hun møder en venlig mand. I hendes mareridt optræder han som hendes morder – i et tidligere liv.


    MORD, HYPNOSE OG REINKARNATION

    Et stemningsfuldt og ekspressionistisk anslag i sort/hvid åbner på lovende vis denne amerikanske thriller instrueret af Kenneth Branagh, der også selv spiller dobbelthovedrollen som henholdsvis hjælpsom privatdetektiv i nutiden og succesfuld komponist i 1940'erne.

    Mareridt fra tidligere liv
    Det lyder måske underligt, og det er det også. "Dead Again" er en blanding af mord, hypnose og reinkarnation. Privatdetektiven føler sig tiltrukket af den mystiske unge kvinde, der trasker rundt på et nonnekloster – uden forstand og med forfærdelige mareridt fra et tidligere liv i 1940'erne. Detektiven vil forsøge at få helbredt kvinden, og han tager hende med til en hypnotisør. Her åbner hun sig, og en verden af meget mystiske sætninger vælter ud af munden på hende.

    Forfærdelige mareridt
    Det viser sig, at hun har været gift med detektiven (eller en tro kopi af denne) i sit tidligere liv. Han skulle efter sigende have myrdet hende med en saks, og derfor være skyld i alle de forfærdelige mareridt.

    Medrivende billeder
    Branagh skildrer 1940’erne medrivende i stilfuldt komponerede sort/hvide billeder med en nærmest Shakespeare'sk teatralskhed. Nutiden er i farver – med mystiske personer, der ændrer sig undervejs, så spændingen først udløses i sidste øjeblik.

    Tendens til overspil
    Skuespillet er fint, i perioder dog overspillet. Men det skyldes mest historien, der mangler dybde og intensitet i mange afgørende scener. Spændingen udebliver for ofte, og filmen bliver overgearet og ærkeamerikansk. Musikken af Patrick Doyle er meget svulstig.



    Anmeldt i 1992 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1991, USA, Thriller, Krimi, Mystik, Fantasi, 111 min.

    Dansk titel: Død for anden gang
    Instr: Kenneth Branagh Prod: Lindsay Doran, Charles H. Maguire Manus: Scott Frank Foto: Matthew F. Leonetti Klip: Peter E. Berger Mus: Patrick Doyle
    Priser
    • BERLIN-N - Golden Berlin Bear-nominering
    • GG-N - Bedste musik