Nøgle hus spejl (2015)

Der er langt fra hårdkogtheden i Michael Noers tidligere film R (2009) og Nordvest (2013) til denne enkle, kærlige og perspektiverende indsigt i hårdt prøvet alderdom.

En livsmission
En alderdom, som den tager sig ud i hovedet på Lily. Hun er sammen med sin mand Max flyttet på plejehjem og er tilsyneladende åndsfrisk. Max er til gengæld mere eller mindre en grøntsag efter flere hjerneblødninger, og Lilys livsmission er at passe (på) sin mand.

En smittende karisma
En dag får Lily ny genbo. Det er den åndsfriske og udadvendte svensker, der lyder navnet Piloten, fordi han har fløjet SAS-fly gennem 30 år. Piloten er en charmør og fuld af humør, Lily bliver grebet af hans karisma, og de to forelsker sig. Ikke skønsang for Lilys datter Katrine, der bliver nødt til at fortælle sin mor, at hun er glemsom. Med andre ord at hun er dement, men har glemt det.

En anden ungdom
Men Lily har ikke tænkt sig at ændre kurs. Det går op for hende, at hun aldrig rigtig har levet før. At hun aldrig rigtig var forelsket i Max, og nu oplever hun sin anden ungdom i samværet med Max. Men det nye gode liv bliver voldsomt udfordret af demensen, der kun tager til og gør virkeligheden så meget sværere.

Hudløst ærligt
Michael Noer fortæller sin film hudløst ærligt og fuld af indsigt i det svære og barske tema. "Nøgle hus spejl" er fx helt fritaget for filmmusik. Ingen dikterende stemninger på lydsiden i et markant skrabet og fænomenalt afbalanceret lyddesign. Det begavede fravalg af toner former en troværdighedens kulisse og giver de dygtige hovedrolleindehavere meget mere pondus – når lyden er ærlig, står spillet så meget desto mere nærværende.

Nuanceret præstation
Ghita Nørby leverer sin mest nuancerede og sjæleligt bevidste præstation i flere årtier, ja hvis ikke i hele karrieren, og Sven Wollter spiller mindst ligeså godt som i Bille Augusts tematisk beslægtede En sång för Martin (2001), og denne gang naturligvis med en helt anden udstråling, rollen taget i betragtning.

Overbevisende biroller
Trine Pallesen vandt en Bodil for bedste birolle som datteren Katrine. Lidt svært at se hvordan den forholdsvis anonyme og lille rolle skulle brænde igennem til en pris, men Pallesen præsterer klart blandt det dybeste i karrieren. I den svære rolle som den manden Max, der hverken siger et ord eller fortrækker en mine, vågner Jens Brenaa overbevisende op til dåd. Brenaa er ikke set i en filmrolle siden Piger til søs (1977).

Nærværende
Magnus Nordenhof Jønck vandt fortjent en Bodil for sin enkelt stiliserede fotografering, der har fokus på nærheden og indfanger stemningerne både i og omkring Lily til perfektion. Ingen afvigelser i retning af nogle eksperimenter. Billederne er ligeså nærværende som lydsiden, hvilket i fællesskab former en dybt bevægende og livsperspektiverende film.