Deep Blue Sea (1999)
Man skal ikke tro, at man ejer det hele, når man har med hajer at gøre. Det må en gruppe forskere sande, da hajerne ved en forskningsstation går amok.
UNDERHOLDENDE DYBHAVSACTION
Den finske actioninstruktør Renny Harlin er ude på dybt vand med "Deep Blue Sea": Dybest set en meget overfladisk og klichépræget omgang, men det overfladiske glemmes alligevel nemt, når vi er med i dybet.
Ingen holdbar historie
Som det er set så ofte før med actionfilm, så mangler "Deep Blue Sea" en holdbar historie. Det er nogle ganske få bisætninger, der holder sammen på begivenhederne. Action og effekter alene må bære filmen, og i store dele af filmen lykkes det på overbevisende manér.
Gratis spænding
Hvor man helt tilbage i 1975 var nødt til at fylde lidt mere vat i hajen i Steven Spielbergs Jaws (1975) for at gøre den frygtindgydende nok, så er der i dag en gratis spænding i tidens trend, så hajerne i "Deep Blue Sea" er på størrelse med et (lille) højhus.
Forvoksede hajer
Man har naturligvis anvendt den nyeste genteknologi med stråforkortere og dén slags. Midt ude på det store åbne hav har en gruppe forskere placeret et forskningsanlæg med et stort bassin, hvori tre gustne og forvoksede hajer plasker rundt. Den kvindelige hovedforsker har kun tænkt på sig selv og sin karriere, og har fx ikke taget højde for, at hajerne kunne vælge at gå amok og sprænge hele anlægget i luften...
Masser af spænding
Efter en kikset begyndelse, begynder der at komme pænt gang i filmen. Den bliver for det første rigtig spændende. Spændende nok til, at man glemmer klichéerne for en stund. For det andet kommer der mere fut og idé over effekterne, så de ikke bare er håbløse mastodonteksplossioner i et virvar af ækelt blævrede lydeffekter.
Fine overraskelser
Renny Harlin viser, at han stadig ikke er en hvilken som helst halvabet actioninstruktør. Der er en del overraskelser undervejs – altid er positivt træk, når actionfilm kan det!
Skuespil af ringe betydning
Skuespillet er da meget godt, men det er reelt helt uden betydning, for hele oplevelsen ligger i, at vi ved, at skuespillerne skal ædes af hajerne, og vandet spiller faktisk den største rolle i filmen. Som underholdning fungerer filmen vidunderligt, men herudover er der kun et stort, tomt hajgab med et par dråber blod i kanterne.
Anmeldt i 1999 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1999, USA, Action, Science Fiction, Thriller, Dyr på film, 100 min.
Dansk titel: Deep Blue Sea- Thomas Jane (Carter Blake)
- Saffron Burrows (Dr. Susan McAlester)
- Samuel L. Jackson (Russell Franklin)
- Stellan Skarsgård (Jim Whitlock)
- Michael Rapaport (Tom Scoggins)
- Valente Rodriguez (Helicopter Co-Pilot)
- Ronny Cox (Franklin's Boss)
- Aida Turturro (Brenda Kerns)
- Jacqueline McKenzie (Janice Higgins)
- Renny Harlin (Worker)
- LL Cool J (Preacher)
- Brent Roam (Helicopter Operator)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation