Desperado (1995)

En hvid mand træder ind på en mexicansk bar og bestiller en øl. Han fortæller bartenderen og de mexicanske stamkunder, at han har været vidne til et massemyrderi på en anden bar ikke langt derfra.

Amok
En mexicansk mand var gået amok. Han havde åbnet sin medbragte guitarkasse og havde trukket en overdimensioneret håndkanon op af den. Kun den hvide mand fik lov at overleve. Men kunne man ikke forestille sig, at manden med håndkanonen var på vej til netop denne bar for at efterlade sig samme uskønne syn?

Anderledes
Således indledes "Desperado" med en kort forhistorie inden forteksterne. En appetitvækker, der røber, at vi skal til at se noget anderledes. Og filmen er en anderledes original actionfilm, der sjældent kører fast i dumme klichéer, men fungerer konstant spændende.
 

Hævn, hævn, hævn

Det er El mariachi, der går amok på de små barer i Mexico, fordi han vil hævne sin myrdede kæreste og et skud gennem sin hånd, der har gjort ham halvvejs guitar-invalid.

Hævntørst
Én bestemt mand er hans eneste mål, men folkene på barerne går hver gang til modangreb, hvilket de ikke skulle have gjort – El mariachi er udødelig! Manden, som han søger, er Bucho, hele områdets boss over alle skurke og sandsynligvis bagmanden til Banderas' tidligere hårde medfart.

Fotomodel til hjælp
Hele filmen handler om El mariachis måde at "pløje" sig vej gennem modstandere på for til sidst at nå frem til Bucho. Undervejs møder han (naturligvis) en fotomodel, Carolina. Hun bliver en stor hjælp for ham, især når det gælder om at redde hans liv, hvilket hun gør mindst to gange.

God personinstruktion
Filmens instruktør Robert Rodriguez, der også producerede, skrev og klippede filmen, arbejder sikkert og roligt med det desperate emne. Personinstruktionen er rigtig god, hvilket filmen vinder meget på. Bl.a. er Banderas bemærkelsesværdig som den utilregnelige hævner, der vakler mellem at være varm og kold om hjertet.

Ikke overproppet
Hvad der gør "Desperado" særligt original er manglen på overforbrug: Den er ikke nogen voldsomt overproppet actionfilm med masser af eksplosioner eller et virvar af standardiserede bipersoner i enten skurke- eller helteroller.

Få personer
Der er faktisk kun Banderas og Hayek og så den onde Bucho. De fleste bipersoner er opfindsomt fremstillet, men har kun ringe betydning i historien. Rodriguez viser, at det sagtens kan lade sig gøre at sammenstykke en rigtig god actionfilm, uden at den behøver være fyldt med "Hollywood" i både hoved og bagdel.

Ikke alt er overraskende
Dog bliver filmen i perioder en anelse for blodig og usmagelig. Hér kunne Rodriguez måske godt have holdt lidt igen. Og så er det desværre ikke alt, der kommer som en overraskelse.

Æstetisk kugleregn
Det må siges at være overraskende, at så voldsom en kugleregn som dén i "Desperado" falder æstetisk og tiltalende, men det er helt bevidst fra Rodriguez' side at skabe denne følelse af sympati og anti-vold midt i det utilladeligt høje antal mord.