Dybt vand (1999)

Niels Bern-Jensen er den stort set perfekte viceborgmester – ægtemanden og familiefaren, der må overtage borgmesterposten midlertidigt, da borgmesteren har fået et slagtilfælde.

Betændt kommunalmoral
Bern-Jensen erfarer dog snart, at borgmesteren i tidens løb har truffet nogle særdeles tvivlsomme aftaler med byens byggemagnat Flemming Hauge. Dette afsløres, da Hauge henvender sig til Bern-Jensen for at bede om at få lov til at se de andre byggeselskabers tilbud på opførelsen af en ny svømmehal i byen. Hauge ønsker at byde lavest for dermed at få tildelt byggearbejdet.

Ulovlig forespørgsel
Borgmestervikaren vælger i første omgang at ignorere den ulovlige forespørgsel, men efter et stykke tid føler han sig alligevel presset til at give Hauge tilbuddene. Bern-Jensens kollega på rådhuset, Peter Engdahl, griber den fungerende borgmester på fersk gerning midt om natten. Mod forventning indvilliger Peter Engdahl i at udlevere priserne til Hauge...

Spottag i topform
Jens Jørn Spottag er i topform i filmens nervefyldte hovedrolle. De, der husker hans forgæves kamp i Kaspar Rostrups vaklende tv-serie Bryggeren (1996), vil blive begejstrede for at konstatere, at Spottag virkelig har store talenter for skuespillet.

Veloplagt spil
I det hele taget er skuespillet veloplagt: Lotte Andersen er uimodståelig som Bern-Jensens kone, Hannah, Henning Moritzen blomstrer i rollen som eksborgmesteren i sin sygeseng. Søren Sætter-Lassen sætter sammen med Ulf Pilgaard en tiltrængt kulør på første afsnit af miniserien. Det samme gør Ditte Gråbøl i rollen som den forkvaklede luder, Andrea.

Effektivt ækelt
I andet afsnit giver Ulrich Thomsen og Niels Anders Thorn prøver på deres skuespilkunst. Til at krydre begge afsnit sammen med hovedrolleindehaverne er blandt andre Marina Bouras i en stærk præstation som den ufrivillige call girl, Jenny. Jens Arentzen lyser blændende op som seriens ærkeskurk, Niko – virkelig effektivt ækelt spil.

Nerverne sitrer
Ole Bornedal har fat i den lange ende med denne miniserie. Spændingen er elegant og konstant. Nerverne sitrer, og ind imellem kan det løbe koldt ned ad ryggen. Det er fortælling med store armbevægelser, som vi kender det hos Bornedal... Fuld damp frem og flødeskum på fortællestilen.

Virkemidler fuldt udnyttet
Kameravinklerne og lyssætningerne er således ikke underspillet, alle virkemidler er blevet fuldt udnyttet. Musikken er skrevet af den på dét tidspunkt endnu ikke helt udklækkede Hollywood-komponist, Marco Beltrami, der også arbejdede sammen med Bornedal på Nightwatch (1997) i USA.

Lidt for amerikansk musik
Beltramis musik er klassisk Hollywood-thriller-musik, og denne stil er det eneste, der for alvor er ude på det dybe vand i produktionen. Musikken passer ikke rigtig til en dansk thriller. Den er alt for potent og minder i irriterende høj grad om talrige Hollywood-thrillers.