The Edge (1998)
To fjender og rivaler strander i ødemarken og er overladt til hinandens ikke just kærlige selskab.
RÅ OVERLEVELSE I ALASKA
Erfarne David Mamets manuskript samarbejder her fint med de bjergtagende billeder af Alaskas barske, vilde og særdeles indtagende natur. Kombineret med robust, om end nogle gange lidt for rutinepræget spil, placerer "The Edge" sig blandt de mere mindeværdige Hollywood-thrillers.
For oplevelsens skyld
Den unge smukke fotomodel Mickey Morse og den ivrige modefotograf Robert Green er taget til Alaska for at finde nye og rå bag- og forgrunde. Mickeys milionærmand Charles er taget med for oplevelsens skyld, og rejsen foregår i hans lille propelflyver. Med sig har gruppen assistenten Stephen og en pilot. Robert vil gøre ekstra meget ud af sine billeder af fotomodellen, når nu han endelig er kommet helt op i højlandet, og han vil finde en lokal statist.
Rent overlevelsesinstinkt
Således flyver han med Charles, assistenten og piloten ud for at lede, men det ender i et drabeligt styrt midt i ødemarken. Piloten omkommer, og tilbage er to mænd uden andet at støtte sig til end deres overlevelsesinstinkt.
Instinkter på overarbejde
Instinkterne er vidt forskellige hos den meget belæste, rolige og kontrollerede Charles og hos den karrieregale og lettere paniske fotograf. De to har kendt hinanden i længere tid, da Charles jo er gift med Roberts model.
Fjendskab i luften
Ladt alene i ødemarken viser det sig snart for alvor, at de to ikke har meget til fælles. Man kan ikke sige, at de virkelig er fjender, dertil er Charles for flink mod Robert. Men Robert præsterer omvendt overbevisende envejs-fjendskab og had til den kloge og rolige millionær.
Blodsøgende dræberbjørn
Det hænger i luften, at Robert har et forhold til Charles' unge kone, men det altoverskyggende problem i ødemarken bliver den blodsøgende dræberbjørn, der – efter at have dræbt assistenten Stephen – forfølger de forslåede rivaler gennem skov og over bjerge.
Dødbringende spænding
Kampen for overlevelse bliver virkelig mere og mere barsk og uhyggelig – og så meget desto mere intens og dødbringende spændende for tilskueren. Et karakteristisk musikalsk tema af veterankomponisten Jerry Goldsmith følger det lille fly på dets færd gennem de smukkeste bjergformationer. I nærkampene i bjerge og skove filmes og klippes der i et hæsblæsende tempo.
Rå bjørnekampe
Bjørnekampene er nærgående, rå og virkelighedsnære. Overlevelsesinstinktet stiger i takt med, at oddsene bliver mindre, tempoet og spændingen kan derimod kun stige. Anthony Hopkins leverer med sin yderst kloge og smarte Charles filmens bedste præstation. Altid har han svar på rede hånd, han ved alt, og at han er millionær, tynger ham tilsyneladende ikke. Kølig, og afventende, hvilket er møgirriterende for rivalen, der gang på gang gør sig selv til grin ved ikke at have styr på situationen. Deres samspil gør meget for filmen.
Anmeldt i 1999 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1998, USA, Action, Eventyr, Thriller, Dyr på film, Bjerge på film, Fly på film, 117 min.
Dansk titel: Edge, The – rivalerne- Anthony Hopkins (Charles)
- Alec Baldwin (Robert Green)
- Harold Perrineau (Stephen)
- Elle Macpherson (Mickey Morse)
- L.Q. Jones (Styles)
- Kathleen Wilhoite (Ginny)
- Gordon Tootoosis (Jack Hawk)
- Bart the Bear (The Bear)
- Randy Birch
- Brian Steele
- Larry Musser (Amphibian Pilot)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation