End of Days (1999)

Op mod årtusindeskiftet levede mange uhyggelige dommedagsprofetier fra forskellige fanatikere, og det var da også oplagt, at Hollywood måtte kaste sig over dette tema. Og instruktør Peter Hyams er (i egen fotografering) lykkedes ganske godt med at skildre dette emne i dystre og skyggefulde billeder: Filmen er effektivt mørk og uhyggelig. Der mangler imidlertid en saltvandsindsprøjtning af fornyelse i Andrew W. Marlowes manuskript, før "End of Days" kan kaldes overraskende.

Imponerende underholdning
Historien kører i lange perioder på klichéskinner. Dette er særlig kendetegnende i filmens start, hvor begivenhederne overhovedet ikke kommer ud af stedet. Men så begynder "End of Days" heldigvis at udvikle sig i alt andet end banale retninger, og der er rigelig at lade sig imponere og underholde af.

Schwarzenegger tilbage
Efter et par år uden filmoptagelser vendte Arnold Schwarzenegger tilbage på det hvide lærred. Og det var i en rolle, der i lidt for høj grad lignede et utal af hans tidligere roller. Men dette til trods formår Schwarzenegger med glimt i øjet og en anelse blødere maske end vanligt at trække filmen hjem med pænt gennemsnitligt spil.

Solbebrillet agent
I "End of Days" spiller han den ulykkelige, solbebrillede agent Jericho. Ulykkelig, fordi han på brutal vis har mistet sin kone og datter – solbebrillet, fordi amerikanske agenter bare er solbebrillede... også i regnvejr.

Mystisk prolog
Efter en forfriskende mystisk prolog i Vatikanstaten vender vi ansigtet mod New York, hvor Jericho meget mod sin vilje er på vej på arbejde. En anden fyr er også på vej på arbejde, nemlig en særdeles ondsindet fyr, selveste Djævelen.

Usynligt gennem gaderne
Han slynger sig usynligt gennem gader og gyder for til sidst at kaste sig ind i kroppen på en uskyldig toiletgæst (Gabriel Byrne). Nu har Satan taget menneskelig form og er klar til at forføre det gode og gøre det ondt.
 

En djævelsk familie

Det skal snart vise sig, at Djævelen er på jagt efter et ganske bestemt kvindemenneske (med henvisning til filmens prolog). Hende vil han meget gerne gøre gravid for at sikre den djævelske families fremtid i den rungende undergrund!

Djævelen er satans værk
Djævelen er satans stærk og lader sig ikke slå ud af forkølede knytnæver og maskingeværssvadaer. Men han har glemt at tage højde for Arnold Schwarzenegger, der med talrige science fiction- og actionhelteroller bag sig har opbygget en pæn erfaring i, hvordan man tackler det onde.

Afvæbnet action
Som Jericho er Schwarzenegger for en gangs skyld rimelig "afvæbnet", for våben preller af på det onde væsen. Der må tages anderledes metoder i brug, og det er en af filmens kvaliteter, at den ikke drukner helt i pistollarm.

Masser af vold
Vold er der til gengæld mere en rigelig af. Enkelte ækle scener vækker mindelser fra David Finchers Seven (1995). Virkelig angstprovokerende præsenteres en chokerende klamhed, og det er ikke altid en umiddelbar kvalitet, at volden serveres så ucensureret og psykisk nærgående.
 

I kamp mod det onde

Spændende er det at følge Schwarzenegger i kamp mod det onde, når ellers de værste klichéer er et overstået kapitel. Gabriel Byrne mestrer den onde skikkelse med stilfuldt hadefulde blikke og er fint afdæmpet i både kropssprog og tale.

Romancerne sparet væk
Robin Tunney udgør et friskt kvindeligt pust som Christine York. I en rolle, der nemt kunne friste til at overspille femininiteten, holder hun sig beundringsværdigt nær ved jorden, og romancerne er til alt held sparet helt væk. Scenografien er flot og stemningsmættet, ligesom fotograferingen udfordrer med skiftende vinklinger og kamerature.
 

Tænkt over lyssætningen

Der er tænkt grundigt over lyssætningen, og ind imellem bevæger filmkomponisten John Debney sig vovet ud over vanlig Hollywood-standard. Bemærk Udo Kier i den lille birolle som Christines psykiater.