The Family (2013)
En amerikansk mafiafamilie genhuses i Normandiet i Frankrig, men den nye tilværelse er langt fra sikker.
KOMISK MAFIAFILM
Komisk og frisk vinkling på en mafiøs livsstil, som den tager sig ud i familien Blakes hverdag. Anført af den hårdføre Fred Blake, der oprindelig hed Giovanni Manzoni, er familien nu genhuset og beskyttet i Normandiet.
Freden er ikke sikret
Men det betyder ikke, at freden er sikret. For det er ikke sådan at ændre livsstil – og slet ikke let at holde fjenderne væk, selvom hemmelighederne forsøges beskyttet efter alle kunstens regler.
Veloplagt De Niro
"The Family" har et vægtigt anker i veloplagte Robert De Niro, der kommer overbevisende om genre- og karakterstereotyperne uden at forfalde til hverken komisk eller mafiøst overspil. Det afstedkommer en lang række herligt underholdende scener, der ikke viger tilbage for hverken selvironi eller slet skjult racisme.
Miljøskadet
Michelle Pfeiffer yder De Niro udmærket modspil som hustruen Maggie, der bestemt heller ikke en nogen pæn pige. Miljøskadet som hun er, efterlader hun sig et spor af terror og ildebrand – også i de nye omgivelser. For ligeså snart hun føler sig pisset på, vanker der umiddelbar og primitiv gengældelse.
Beskidte tricks
Det gælder også de to unger Belle og Warren i fint spil af Dianna Agron og John D'Leo, der ud over at være teenagere i deres værste alder, også er helt på det rene med, hvilke beskidte tricks, der kan få dem frem i verden og alle båtnakkerne ned med selvsamme nakke.
Komisk, men ikke vrængende
Filmens tone er således overvejende komisk, men ikke vrængende. Det nye familieliv i de fredelige franske omgivelser indfanges fint og jordnært i Thierry Arbogasts stilsikre fotografering. Til gengæld er der skruet alt for meget op for familieforetagendet Galperines filmmusik.
Genrespecialister i biroller
I mindre biroller optræder genrespecialisterne Vincent Pastore og Dominic Chianese, begge kendt fra succes-mafiaserien, The Sopranos (1999-2007).
Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2013, Frankrig, Komedie, Krimi, Thriller, Teenagere, 111 min.
Dansk titel: Farvel til mafiaen- Robert De Niro (Fred Blake / Giovanni Manzoni)
- Michelle Pfeiffer (Maggie Blake)
- Dianna Agron (Belle Blake)
- John D'Leo (Warren Blake)
- Tommy Lee Jones (Robert Stansfield)
- Vincent Pastore (Fat Willy)
- Dominic Chianese (Vinnie Caprese)
- Joe Perrino (Joey)
- Steven Randazzo (BBQ Mobster)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation