Dance of the Vampires (1967)

Det er ikke uden bange anelser, at man følger de frygtløse vampyrdræbere i Roman Polanskis film, for selvom ironien og humoren stortrives, er der alligevel masser af brillante gysereffekter. Der er tale om en vaskeægte vampyrfilmklassiker.

På jagt efter vampyrer
Professor Abronsius og hans assistent Alfred er på deres livs videnskabsrejse, på jagt efter vampyrernes højborg i Transsylvanien. I en iskold, snerig december ankommer de til en kro tæt ved vampyrernes slot. Overalt på kroen hænger der hvidløg og kors, og det er selvsagt svært for professoren og hans assistent at tro på, hvad kroejerne siger om, at der ikke findes vampyrer i området.

Drikker ulveblod
Det bliver da også bekræftet, at der findes vampyrer, da Alfred følger efter en pukkelrygget mand på vej til slottet. Da den pukkelryggede stopper og drikker blodet fra en ulv, er Alfred overbevist.

Tørstige hjørnetænder
Frygtløst kaster de to sig ud på en rejse til slottet, som de uden videre træder ind i. Det bliver begyndelsen til et længere ophold, der bestemt ikke er ufarligt. For selvom greven af Krolock virker ganske gæstfri og stilfuld, gemmer der sig et par tørstige hjørnetænder bag hans læber. Og da professoren og hans assistent måske ikke ligefrem er det mest effektivt samarbejdende par, ender en fordel nemt med at blive til en bagdel i de blodtørstiges højborg.

Inspirerende spil
Det karakterfulde skuespil er voldsomt inspirerende. Jack MacGowrans distræte professor er helt vidunderlig, og hans assistent, spillet af instruktøren selv, udgør den herligt uopmærksomme og skræmte medløber.
 

En skræmmende nyedelse

Krofatter spilles vidunderligt af Alfie Bass, kromutter ligeså medrivende af Jessie Robins og deres datter Sarah, den forførende rødblonde, af Sharon Tate. Vampyroverhovedet er en skræmmende nydelse i skikkelse af Feroy Mayne. De fremragende billeder er – trods deres kulissepræg – ganske troværdige og stemningsmættede. Filmen har sit helt eget særprægede, eventyragtige univers.

Helt ind i hjertet
Det opdager man allerede i de første sekunder. Man lever sig helt ind i hjertet af Transsylvanien og er hele tiden klar over, at Polanski kan overraske med skræmmende gys i form af hjørnetandsklaprende scener med klassisk gyseropbygning. Han kan jage en træpæl i hjertet det ene øjeblik og i det næste overdynge med en humor, der er så forløsende, at vi alle tørrer blodet væk fra mundvigen med en afslappet håndbevægelse.