French Connection II (1975)

Sammenhængende film:
French Connection (1971)
French Connection II (1975)

Der er masser af nyt liv til Gene Hackmans Popeye-rolle i "French Connection II". Faktisk er det en helt anden type film end 1'eren - en stærkere film med en imponerende præstation af Gene Hackman som den allerstørste drivkraft.

Hjælpeløs i Paris
Efterforskeren Popeye er helt hjælpeløs i Paris. Han forstår ikke sproget, han forstår ikke sin franske kollega Barthelemy, han forstår ikke hans fremgangsmetoder.

Brugt som lokkemad
Popeye finder faktisk ret hurtigt ud af, at han ikke bryder sig om franskmænd. Han ved ikke, at hans franske kolleger bruger ham som lokkemad til storforbryderen Charnier ved at lade ham synke dybt ned i et ufrivilligt stofmisbrug, hvor han tilmed bliver mishandlet af franske forbrydere.

Højklasses Hackman
Popeye får usandsynlig svært ved at komme ud af sit stofmisbrug igen, hvilket fører til filmens mest svedspringende intense scener med højklasses skuespil, næppe set lignende fra Hackman. Men alle Popeyes pinsler fører alligevel til en belønning i filmens fuld-farts-slutning.

Ganske spændende
Det er ikke spiontemaerne eller de actionprægede scener, der gør "French Cinnection II" til noget særligt, for selvom scenerne er teknisk af meget høj klasse, så er det i særklasse Gene Hackmans præstation, der er mest iøjnefaldende.

Stærk sammenhængskraft
John Frankenheimer blev ny mand i instruktørsædet efter William Friedkins første film i serien. De to instruktører har skabt to meget forskellige film, der alligevel har en stærk sammenhængskraft.

Klaustrofobisk stemning
Pariser-underverdensstemningen er klaustrofobisk og stærkt stemningsmættet indfanget i Claude Renoirs stilrene fotografering. I en fænomenalt velovervejet lyssætning står særligt Popeyes pinsler frygtindgydende virkningsfuldt. Don Ellis' musik tager tråden op fra den første film med fine temaer, der ikke bliver decideret misbrugt.