Giant (1956)

"Giant" er værd at se på grund af legenden James Dean, der hér optræder for sidste gang inden sin tragiske dødsulykke. Deans skuespil er raffineret, utilregneligt og smækfyldt med charme og udstråling.

Dean lyser op
Over for en hel perlerække af flade præstationer fra bl.a. Elizabeth Taylor og Rock Hudson lyser James Dean op i bemærkelsesværdig grad. Hans skuespil var noget for sig - han var forud for sin tid.

Langtrukket familiesaga
"Giant" er en gigantisk langtrukket familiesaga fra det støvede Texas - uvedkommende i sin gammeldags fortællestil med mislykkede forsøg på humor - og stift, nærmest forankret skuespil i de altdominerende hovedroller.

Sukret & kunstigt
Elizabeth Taylor forsøger ihærdigt at charme sig ind med superfeminisme, men hendes udtryk bliver let sukret og kunstigt. Rock Hudson står stor og mægtig med sin dybe stemme og sin mandige brystkasse og ser alvorlig ud. Husk på: Livet er jo ikke lutter lagkage!

Drastisk klip i tid
Værst bliver det dog, efterhånden som der klippes drastisk i tid, og de selvsamme skuespillere skal være både ti, tyve og fyrre år ældre end i filmens start. Det grå hår er eneste aldringstegn, mens børn og børnebørn hurtigt vokser op og bliver både voksne og følsomme.

Strygersuppemusik
Stort set hver eneste scene akkompagneres af strygersuppe-musik af Dimitri Tiomkin, der er så vammel, at det næsten ikke er til at bære. Et par engagerende totalbilleder bliver det dog til ind imellem, ligesom man kan nyde en meget ung Dennis Hopper i en aggressiv og særdeles vandkæmmet birolle.