Girls' Night (1998)

Med genrebetegnelsen "komedie" mener man vel en film, der er sjov og munter. "Girls' Night" bliver klassificeret som "komedie" men er ment som et sørgeligt drama. At den så er hverken eller er lidt problematisk.
 

Groet fast

Dawn og svigerinden Jackie arbejder begge på en samlebåndsfabrik i det nordlige England, og de er ved at gro fast i deres tilværelse. Mændene er småbøvede og dovne, arbejdet er ensformigt - de største udfordringer består i at knevre hinanden i sænk.

Den store gevinst
En aften til bingo vinder Dawn den helt store gevinst, mens svigerinden får et godt knald med bingolederen i baglokalet. £100.000 bliver det til.

Alle døre åbne
Nu skulle alle døre så stå åbne, og kvindernes drøm om frihed og lykke synes mulig. Men så får Dawn et ildebefindende på arbejdet, og hos lægen får hun konstateret flere svulster på hjernen.
 

Verden smuldrer

Dawns verden smuldrer selvfølgelig, men hun vil ikke fortælle nogen om sin sygdom. Da svigerinden imidlertid forstår at lægge to og to sammen, køber hun to billetter til Las Vegas, og pigerne drager af sted på en glamourøs afskedsrejse. I Las Vegas møder de charmøren Cody, der med sit countryside-"Howdy" og en fin cowboyhat tager kvinderne med storm.

Et ben i hver lejr
"Girls' Night" har hele tiden et ben i hver stemningslejr. Det ene øjeblik er filmen munter og fjollet - men man kan aldrig rigtig mande sig op til at grine ad det. For man sidder med en lillebitte klump i halsen fra alle de scener, der stammer fra filmens anden stemningslejr, nemlig det triste og håbløse. Men klumpen er lille, fordi filmen hele tiden forsøger at fortrænge sin tristesse med mislykkede muntre og komiske indfald. På den måde bider filmen sig selv i halen.

Fint spil
De to kvinder spiller flot i et par ret krævende roller. Dialekten er markant og udstrålingen blændende. Til gengæld blegner Kris Kristoffersson i sine amerikanske landskaber, fordi filmen overhovedet ikke er gearet til at mødes med Amerika. Han kommer til at virke ufrivilligt komisk i sit cowboykostume, og den amerikanske dialekt lyder lidt mere ækel, end den ville have gjort i selskab med tredive andre af samme slags.