The Good Son (1993)
En drengs destruktive tendenser viser sig uhyggeligt anmassende, da han driver rundt med sin fætter.
SMUKT, MEN OVERDREVET
En stilfuld, teknisk fuldendt thriller med et overdrevet og temmelig utroværdigt manuskript som svageste punkt.
Flot iscenesat
Instruktør Joseph Ruben instruerer flot, og de to barnestjerner gør filmen seværdig. Blot har man svært ved at acceptere Home Alone (1990)-drengestregs-skuespilleren Macaulay Culkin i en rolle som psycho killer.
Et nyt venskab
Mark har lige mistet sin mor, og efter begravelsen skal han bo et stykke tid hos sin onkel og hans familie. Mark finder hurtigt sammen med sin jævnaldrende fætter Henry, og de to kommer rigtig godt ud af det med hinanden, så Mark helt glemmer sin sorg og skyldfølelse over moderens død.
Utilregnelig
Men inden længe viser Henry nogle ondskabsfulde sider af sig selv, der ødelægger langt mere end almindelige drengestreger. Mod sin vilje bliver Mark således vidne til et harmonikasammenstød på hovedvejen, fordi Henry - for sjov - kaster en dukke ud i trafikken.
Ingen vil tro ham
Mark kan ikke få fortalt nogen, hvad han ved om Henry. Ingen vil tro ham, nu da han selv gennemgår en krise. Men da Henry med vilje sender sin lillesøster gennem den tynde is, så hun er lige ved at dø, begynder tingene at tage lidt mere fart.
Sandheder på bordet
Selvom onklen og tanten til at begynde med ikke vil tro Mark, går der ikke længe, før sandhederne begynder at dukke op, og Henrys mor Susan erfarer, at hendes søn er syg. Hun går stadig og sørger over sin yngste søns død. Han druknede i badekaret, mens Susan tog telefonen..
Overdramatisk
Det meste af filmen er virkelig spændende, men efterhånden som vi arbejder os nærmere klimaks, bliver tempoet for højt og overdramatisk, som vi ser det i så mange Hollywood-thrillere.
Flotte billeder
Den største nydelse ved "The good son" er at betragte den tekniske fuldkommenhed, der kendetegner filmen. Flotte billedkompositioner med kameraet næsten hele tiden i engagerende bevægelse.
En smuk film
Talrige crainings og en drønhurtig dollytur i ekstremt frøperspektiv, varieret med håndholdt kamera og maleriske travellings. Det er en smuk film! Elmer Bernsteins musik er ganske nydelig med flot instrumentering.
Anmeldt i 1995 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1993, USA, Thriller, Drama, Gyser, Børn på film, 83 min.
Dansk titel: Den gode søn- Macaulay Culkin (Henry)
- Elijah Wood (Mark)
- Wendy Crewson (Susan)
- David Morse (Jack)
- Daniel Hugh Kelly (Wallace)
- Quinn Culkin (Connie)
- Rory Culkin (Richard in Picture)
- Ashley Crow (Janice)
- Pui Fan Lee (Mother at Hockey)
- Jacqueline Brookes (Alice)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation