Grand Canyon (1991)

Lawrence Kasdan og hans kone Meg vil ud med et budskab i deres manuskript til denne film med den store, naturskønne titel, "Grand Canyon": Verden er et svært sted at leve, og samfundet burde slet ikke være sådan indrettet - med bandekrige og mord og forældre, der efterlader deres nyfødte børn i buske (sådan som vi ser det i filmen).

Filosofisk ophøjet
Det er således de helt store (lomme)filosofiske emner, der bliver taget op. Desværre tager den ene floskel den anden, og karaktererne i persongalleriet giver også hinanden en masse gode råd og finder i fællesskab ud af, at verden burde være bedre indrettet. Altså, amerikansk så det basker!

Overlang sæbeopera
Det er således en overlang sæbeopera på film, vi er vidner til. Parløbsmanuskriptet er noget tyndt, og der er ikke mange øjeblikke, hvor der ikke lefles for den traditionelle amerikanske moral, hvad enten det angår familieidealer eller omverdenen.

Hård kost
Det er mange byrder på hovedrolleindehavernes skuldre. Og en tung "arv" at løfte til en slugbar filmoplevelse. Problemer som ulykkelig kærlighed og sønner der bryder op hjemmefra og forelsker sig er hård og tårepersende kost.
 

Venner for livet

Handlingen i korte træk: En familie - et par væmmelige oplevelser - et hittebarn - en ægteskabelig krise - et par venner for livet - en slutning ved naturskønne Grand Canyon.

Mange gentagelser
Filmen nøjes ikke med at antyde, at den synes verden er forkert indrettet. Den lader denne uomgængelige realitet gentage uophørligt. Hvis ikke én af skuespillerne ævler løs om det, er det tydeligt at få øje på lignende undertoner i den dialogløse del af handlingen.

Dygtige skuespillere
Trods dette forplumrede moralkodeks formår de dygtige skuespillere at hæve niveauet til lige over det kvalmt uudholdelige. Udover at sige I love you eller I love you too bliver de sat på visse ekstra prøvelser i handlingen, og det gør de passabelt. Steve Martin er endda kørt i stilling til en af sine få alvorlige roller og tisser undervejs i bukserne.
 

Flot storbyanslag

Selvom man græmmer sig over de overvamle budskaber og dialoger, kan der godt frigives tilskuerressourcer til at nyde filmens fotografiske kvaliteter. Storbyanslaget er virkelig flot med delikat brug af slow motion til James Newton Howards musik. En musik der i øvrigt kommer til at fylde alt for meget, når den følger handlingen til dørs.