Green Card (1990)

En fransk vildbasse og en amerikansk babe indgår et pro forma-ægteskab. Det er helt fra begyndelsen meningen, at de aldrig skal ses igen, men myndighederne får mistanke, og det umage par bliver nødt til at samarbejde over længere tid - og måske kan der helt uventet opstå lidt amour?

Forhastet & stresset
"Green Card" er en forhastet og stresset romantisk komedie, der aldrig finder fodfæste eller former troværdige personkarakteristikker. Af og til opstår der er smule morskab ud af det til at begynde med umage pars lidelser, men historien er overfyldt med klichéer - og alt hvad det indebærer af amerikansk vammelhed.

Stift modspil
Gerard Depardieu er fin (og pænt slank) i rollen som den forvirrede, intellektuelle kødelsker George Faure, mens Andie MacDowell leverer temmelig uinspireret og stift modspil som den utålmodige Bronte.

Meget gennemskuelig
"Green Card" er i alle narrative facetter en tand for gennemskuelig. Ud over det overskuelige antal morsomheder er der virkelig ikke meget at råbe hurra for. Så meget desto mærkeligere, at filmen ligefrem blev Oscar-nomineret for bedste manuskript - og vandt en Golden Globe for bedste film. Måske et udfald af det "spændende" krydsfelt mellem USA og Frankrig?

Åben slutning
Når filmen alligevel efterlader nogle få gode indtryk, skyldes det bl.a. den åbne slutning, der giver en smule stof til eftertanke. Det havde syntes langt mere oplagt set i filmens noget krukkede stil, hvis den også tonede ud til brusende violiner med et elskende par hånd i hånd mod solnedgangen.

Klæbrig underlægningsmusik
Hans Zimmers lovligt klæbrige underlægningsmusik læner sig dog op ad historiens forudsigelighed uden at efterlade ret mange stemningsindtryk. Ikke en af Peter Weirs bedste film - men dem fabrikerede han også primært i sine unge og hjemlige australske dage.