The Fast and the Furious: Tokyo Drift (2006)
En ung amerikaner med benzin i blodet er tæt på at havne bag tremmer, men får en ny chance hos en onkel i Tokyo. Kan han holde sig fra gaderæs?
HÅNDBREMSEVENDINGER
Sammenhængende film:
The Fast and the Furious (2001)
2 Fast 2 Furious (2003)
The Fast and the Furious: Tokyo Drift (2006)
Fast & Furious (2009)
Fast Five (2011)
Fast & Furious 6 (2013)
Tredje kapitel i "Fast & Furious"-konceptføljetonen er mere af samme skuffe og tilføres ikke international charme, til trods for at handlingen denne gang udspiller sig i Tokyo, Japan.
Hammeren falder
17-årige Sean Boswell (spillet af 24-årige Lucas Black) har hang til hurtige biler og ulovlige gaderæs, og da han for tredje gang snuppes af politiet, falder hammeren.
En sidste chance
Han får dog den absolut sidste chance: I stedet for at ryge i fængsel "genhuses" han hos en slægtning i Tokyo. Her er det så meningen, at han skal skoles i almen dannelse og vænnes af med håndbremsevendingerne, men Sean havner dog alligevel hurtigt i benzin til halsen.
Heftigt og hårdkogt
Snart er han en af de centrale gaderæsere i en heftig og hårdkogt Tokyo-gruppe, der ikke viger tilbage for håndbremsevendinger og 9000 omdrejninger i minuttet i parkeringskældre, og hvor der ellers lige er plads.
En lokal lækkerbisken
Men Sean skal bevise sig værd bag et rat, og det er ikke helt ligetil i fremmede biler. Heldigvis sørger en lokal lækkerbisken for at berolige ham, når presset er størst, men der lurer alligevel farer for at havne i noget rigtig snavs.
En "brian"-film
"The Fast and the Furious: Tokyo Drift" er en rigtig "brian"-film, der snart udvikler sig i lige nøjagtig dén båtnakkede retning, man forventer af film i denne serie. Den ene personage er dummere og slibrigere end den anden på Seans vej, og bilerne glimrer i fraværet af æstetik, når der gasses op i bybilledet.
Uhyggeligt tyndt skrevet
Replikker som "Jeg kunne sælge gummi til en munk" og "Den dag, jeg fik kørekort, fik jeg min første fartbøde" sætter standarden for et uhyggeligt tyndt skrevet manuskript målrettet til et særligt segment og snarere selvlatterliggørende end selvironisk.
Tsunamier af musik
Tsunamier af optempo beat-musik akkompagnerer de rekordmange smadrede biler, mens de unge kørere fræser om kap på liv og død og måske – med lidt held – bliver lidt bedre til at tage vare på sig selv og hinanden.
Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2006, USA, Action, Krimi, Thriller, Teenagere, Biler på film, 104 min.
Dansk titel: The Fast and the Furious: Tokyo Drift- Lucas Black (Sean Boswell)
- Zachery Ty Bryan (Clay)
- Lynda Boyd (Ms. Boswell)
- Brian Goodman (Major Boswell)
- Nathalie Kelley (Neela)
- Vin Diesel (Dominic Toretto)
- Sung Kang (Han)
- Vincent Laresca (Case Worker)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation