Howards End (1991)

    En pragtfuld villa testamenteres til en for familien ukendt kvinde, som inden husejerens død havde nået at blive en rigtig god veninde med denne.


    PERFEKTIONISTISK STILSTYKKE

    "Howards End" er et på alle måder mættet, intenst og storslået engelsk drama skabt af trekløveret James Ivory, Ismail Merchant og Ruth Prawer Jhabvala som henholdsvis instruktør, producer og manuskriptforfatter. Dette hold fik i 1986 stor succes med kærlighedsfilmen A Room With a View.

    Et venskab formes
    "Howards End" er navnet på en pragtfuld villa på landet ejet af den ældre fine dame Ruth Wilcox, der føler sig meget knyttet til sit barndomshjem. Da Ruth bliver syg, møder hun den yngre Margaret Schlegel, en kulturelt interesseret og lettere løssluppen kvinde, der bor sammen med sin ligesindede søster Helen. Ruth og Margaret bygger et varmt venskab op, og Margaret viser meget stor interesse for Howards End, men hun når aldrig at se det, før Ruth dør.

    Et sidste ønske
    Med sine sidste kræfter har Ruth skrevet en note om, at Margaret skal overtage Howards End, men noten bliver brændt af familien Wilcox, for de mener, at Ruth må have skrevet det i en tåget tilstand.
     

    Skilles ikke ad

    Familierne Wilcox og Schlegel skilles dog ikke ad, tværtimod. Enkemanden Henry Wilcox beslutter sig for at gifte sig med Margaret, og hermed får alligevel hun adgang til Howards End.

    Store forskelle
    Filmen beskriver de store forskelle mellem Wilcox'erne og Schlegel'erne, og hvilke kriser det medfører. Bl.a. får Henry ødelagt et venskab til den fattige arbejdsmand Leonard Bast, som Margarets søster Helen ihærdigt forsøger at hjælpe til bedre levevilkår. Det er en betagende storfilm med en nærmest overvældende billedlig perfektionisme og en fantastisk række flotte skuespillerpræstationer.

    Finurligheder i rollerne
    Særdeles medrivende, fortalt i et tempo, der hele tiden overrasker og giver god variation. Der er ikke flere personer, end at de fleste vil kunne hitte rede i dem alle sammen og få glæde af alle de finurligheder, der gemmer sig i rollerne. Fotograferingen er silke-delikat og ganske horisontal, hvilket giver en stabil understøttelse af det store menneskelige drama.



    Anmeldt i 1995 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1991, Storbritannien, Japan, USA, Drama, Romantik, 135 min.

    Dansk titel: Howards End
    Instr: James Ivory Prod: Ismail Merchant Manus: Ruth Prawer Jhabvala Baseret på: roman af E.M. Forster Foto: Tony Pierce-Roberts Klip: Andrew Marcus Mus: Richard Robbins
    Priser
    • AAN - Bedste film
    • AA - Bedste skuespillerinde (Thompson)
    • AAN - Bedste birolleskuespillerinde (Redgrave)
    • AAN - Bedste instruktør
    • AA - Bedste manuskript
    • AAN - Bedste fotografering
    • AAN - Bedste musik
    • AA - Bedste scenografi
    • AAN - Bedste kostumedsign
    • BD - Bedste europæiske film
    • CAN - 45th Anniversary Prize
    • CAN-N - Palme d'Or-nominering
    • GG - Bedste skuespillerinde (Thompson)
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste instruktør
    • GG-N - Bedste manuskript