Jerusalem (1996)

I Bille Augusts nordiske filmproduktioner kommer det virkelig til udtryk, hvilken dygtig instruktør han også er. Med Selma Lagerlöf-filmatiseringen "Jerusalem" har han føjet endnu en overbevisende film til sin filmografi.
 

Autentiske begivenheder

Bille August har baseret sin storfilm på Selma Lagerlöfs kæmpemæssige roman af samme navn, skrevet i årene omkring år 1900. Handlingen bygger på autentiske begivenheder. I 1896 rejste omkring 40 mennesker fra Dalarna i Sverige til Jerusalem for at afvente Kristi genkomst og opnå evig frelse.

Stedbundethed
Filmen balancerer mellem den ensomme bonde Ingmars og de tilbageblevne bønders inderlige stedbundethed og den troende familie i Jerusalem. Længslen og sorgen bliver større og større, og kærligheden synes uopnåelig i både Sverige og Jerusalem.
 

Stærk kontrastvirkning

Bille August har skabt en stærk kontrast mellem den smukke natur i Dalarna og Jerusalems støvede, tørre ørken. De to steder udgør forskellen mellem liv og død. De, der har valgt at blive i Sverige, er måske nok tynget af sorg, men de har trukket det længste strå og det længste liv ved at blive tilbage. Mens de drevne og søgende troende tørrer ind og dør på stribe, ligeledes tynget af sorg.

Stærk splittelse
Ingmar tiltrækkes langsomt af sin kone Barbro, der har en moderlig forståelse for hans splittelse og indadvendte sindsstemning. Før han har hentet den lokale Gertrud tilbage og gjort hende lykkelig, kan Barbro ikke leve normalt.
 

Stor frustration

Hun kan ikke bære at se sin mand så ulykkelig og frustreret. Da Gertrud i Jerusalem bliver mere og mere vanvittig og i en periode er faretruende syg, beslutter Ingmar sig for at tage ned for at hente hende tilbage til Dalarna.

Med blandede følelser
Han bliver modtaget med blandede følelser. Han kommer jo ikke for at forene sig med de "rettroende", men for at redde nogle af de involverede fra døden. Søsteren sørger for at oversætte Ingmars ønsker for den engelsktalende leder, og det ender med, at Ingmar får lov til at tage Gertrud med sig hjem, måske netop fordi hun er ved at blive vanvittig og ikke ligefrem forbedrer sektens omdømme.
 

Der hviler en forbandelse

I mellemtiden har Barbro født en lille dreng, som hun i begyndelsen ikke vil hun kendes ved. I hendes familie hviler nemlig en forbandelse over kvinderne, der gør, at deres børn bliver vanskabte.

Flot brug af naturen
Bille August bruger den smukke natur flot til at skildre den ulykkelige kærlighed bevægende og nærgående. De rolige, harmoniske totalbilleder af naturen er et af filmens stærkeste kort.
 

Beundringsværdige præstationer

Ulf Friberg spiller udmærket som den fortvivlede, naturelskende Ingmar, Pernilla August er stærk i rollen som den overbeviste Karin, Sven-Bertil Taube spiller fremragende som den overbevisende prædikant. Lena Endre spiller kærligt rollen som den udenforstående, der ser og forstår det hele, og i rollen som Gertrud er den norske skuespillerinde Maria Bonnevie ganske beundringsværdig. Alle biroller er gode.

Køligt møde med Jerusalem
Efter biograf-pausen er det som om, man starter på en helt ny film. Fra at have spist hvert billede råt med øjnene i Dalarna og fulgt den dystre, nedtrykkende udvikling meget opslugt, køles man lidt ned af de helt anderledes billeder fra Jerusalem.
 

Jerusalem det svageste punkt

På en eller anden måde føles sekvenserne i Jerusalem ind imellem mindre overbevisende. Ingmars rejse til Jerusalem er det svageste punkt ved filmen. Han vil forsøge at overbevise Gertrud om, at det hun tror på, ikke eksisterer, og det lykkes også til en vis grad, men det får blot Gertrud til at elske Gud endnu mere og Ingmar endnu mindre.
 

For meget på for lidt plads

Ingmar bliver overfaldet på gaden af et par vagter, der skærer ham i øjnene, og i mange dage, kan han ingenting se. I den ellers så rolige og identificerbare film, er disse scener fyldt med for meget på alt for lidt plads.

Proppet film
Mindeværdig for sit fine nordiske bondeportræt men også i helheden en alt for proppet film, hvor det religiøse tema bliver mere dræbende end egentligt fascinerende.