Rundskop (2011)

"Rundskop" fik med sit internationalt kurvede belgiske melodrama stor opmærksomhed og er da også en film med markante kvaliteter. Oscar-nomineret for bedste udenlandske film og en automatisk invitation til at dreje film i Hollywood: Instruktør Michaël R. Roskam fulgte op med krimien The Drop (2014).

Ung mand på sprøjten
Kvægbonden Jacky er en ung og meget muskuløs ung mand, der dagligt pumper sig med forskellige hormoner i pille- og sprøjteform. Hvorfor ved vi endnu ikke, men det antages, at han blot er endnu en af disse typer, der ikke kan få det stort nok.

Ulovlige hormoner
Jacky fristes ind i et net af korrupte dyrlæger og kødhandlere, der handler med ulovlige hormoner og kødmængder. Dette aspekt udgør filmens krimiplot og er ikke det mest vellykkede islæt, hvor vægtigt det end er.

En personlig tragedie
Hvad der fungerer langt bedre er skildringen af Jackys personlige tragedie, som vi et stykke inde i filmen via et tilbageblik til barndommen får meget malende og ubehageligt beskrevet. Nu falder nogle af brikkerne i handlingen på plads, og sympatier og antipatier rykker sig.

Bølgende filmoplevelse
Men samlet set er "Rundskop" en alt for bølgende film, der det ene øjeblik er en noget vag kriminalaffære, det næste er en krybende klamsvedt hævntogtsaffære og det tredje er en smuk skildring af en dybt ulykkelig ung mand, der kæmper mod sin livslange skæbne.

Elektrisk intensitet
Ind imellem er intensiteten elektrisk i det velfortalte univers. Særligt det lange tilbageblik kommer under huden. Matthias Schoenaerts’ portræt af Jacky som voksen fungerer filmen igennem med den flot ramte balancekunst mellem afmagt og hævntørst.

Et stort fund
Robin Valvekens er et stort fund som den helt unge Jacky, der må så grueligt meget igennem, og komikeren David Murgia er fænomenal som den komplet mentalt forskruede Bruno, der forvolder al skaden.

Konstant formørkende musik
Raf Keunens filmmusik er ærgerligt nok til stede under det meste af handlingen som en konstant formørkende og forstærkende stemningsunderbygning. Meget af den i forvejen dystre handling havde utvivlsomt stået en del stærkere alene, så tilskueren i højere grad selv havde kunnet svæve ind i materien.

Fatalistisk slutning
Hen imod slutningen udvikler begivenhederne sig tiltagende fatalistisk. Alle hævn- og frustrationstemaer skal gå op i et fortættet klimaks, der dog snarere end at fortrylle forvolder alt for meget støj og overdrivelse.