Kelly's Heroes (1970)

    En gruppe soldater under 2. verdenskrig har fået nys om et læs guldbarrer til en værdi af 16 mill. dollars.


    FJOGET KRIGSFILM

    Efter at have iscenesat den fremragende spændingsfilm "Where Eagles Dare" i 1968, kastede Brian G. Hutton sig to år efter over et lignende projekt. Clint Eastwood medvirker i en ledende rolle i begge film, emnet er Anden Verdenskrig, og det er rigtige mandfolke-film. Men herefter hører lighederne også op.

    Et hold af helte
    Soldaten Kelly får nys om $16 mill. i guldbarrer, der tilhører tyskerne og er gemt i Frankrig. Kelly får hurtigt samlet et hold af helte sammen til at opspore pengene i en spændende ekspedition; heriblandt en fjollet hippie-type spillet af Donald Sutherland. Guldet skaffes i filmens slutning, men indtil da sker der stort set ingenting af betydning i det stort anlagte sceneri.

    Satirisk stil
    Brian G. Hutton behandler det noget utroværdige plot på en nærmest satirisk måde, der i høj grad vækker mindelser fra tv-satireserien "M*A*S*H", hvilket gør de voldsomme krigsscener med hundredvis af eksplosioner og maskingeværs-svadaer relativt platte og uvedkommende. Ren larm til ingen nytte.

    Pruttelyde i skægget
    Alt for lang, i længden kedsommelig, især da ikke engang Clint Eastwoods præstation er noget at skrive hjem om (hertil skal siges at rollen er svag og uden udfordringer). Donald Sutherlands rolle forekommer tåbelig: Han laver pruttelyde i skægget og ter sig som en abe.



    Anmeldt i 1994 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024