Kiss of Death (1995)

Instruktør Barbet Schroeder må have haft en midlertidig kreativ blackout for at ville spilde gode kræfter på en ur-banal thriller som "Kiss Of Death". Og dét faktum, at denne 1994-udgave oven i købet er en remake af en film fra 1947 retfærdiggør ikke bagmændenes idéer.

Ud i noget snavs
Den rødhårede David Caruso får sin spillefilmsdebut som den uheldige Jimmy Kilmartin, der har siddet i spjældet i en årrække for biltyveri. Nu da han endelig er kommet på fri fod og har fået en yndig lille datter med konen Bev, tvinges han atter ud i snavs, da fætteren Ronnie ellers risikerer at blive myrdet af brutale bagmænd.
 

Skumle bagmænd

Jimmy havner endnu engang i fængsel, og efter at siddet tre år løslades han for god opførsel og mod at hjælpe en ivrig politimand med at finde frem til skumle bagmænd.

Et godt indtryk
Jimmy involveres i forbrydermiljøet, og måske fordi han har en baggrund som biltyv, gør han et godt indtryk på den koldblodige morder Little Junior, der tager Jimmy til hjælp uden helt at blive klar over, at Jimmy nu hjælper politiet.

Ingen nuancer
En række enten sløve eller overfladiske præstationer fra en ellers virkelig dygtig gruppe skue-spillere er et tydeligt tegn på halvhjertet personinstruktion. Historien byder stort set ikke på nogle nuancerede personer, der er værd at ofre krudt på for skuespillerne. Bedst er ironisk nok Nicolas Cage som desillusioneret og paranoid vaneforbryder. Ironisk fordi Cage slet ikke spiller op til sit bedste.

Stivbenet handling
Handlingen er meget stivbenet og klichémættet. Enkelte hændelser kommer som en overraskelse, men kun fordi de synes ualmindelig malplaceret i historien. Ganske enkelt ikke godt nok fortalt. Trevor Jones' musik i heftige synthesizer-akkorder synes på en lovligt dominerende måde skræddersyet til projektet.