Klinkevals (1999)

Af en eller anden grund havde man ventet sig en rigtig dårlig og suppet film med miserabelt skuespil, stiv tale, primitive kulisser og en handling, der kunne være i et fingerbøl. Så det er naturligvis ikke så utilfredsstillende endda at kunne nikke anerkendende til en scene her og der.

Til dagen og vejen
"Klinkevals" er filmatiseringen af første del af Jane Aamunds "Klinkevalstrilogi". Det er historien om den gæve kvinde Juliane, som i slutningen af 1800-tallet ligesom mange andre kæmper en kamp for at klare sig til dagen og vejen.
 

I stiv arm

Hvad der gør hendes kamp lidt hårdere end andres er, at hendes mand Simon har store psykiske problemer og med jævne mellemrum må indlægges på psykiatrisk afdeling. Juliane klarer imidlertid problemerne i stiv arm, og der er flere i hendes nærmeste omgangskreds, der ikke bryder sig om hendes metoder.

Sorrig & glæde..
Da Juliane møder prinsen i sit liv, den unge charmør Otto Jensen, begynder glæden at vælte ind i tykke tåger. Men glæde vandrer som bekendt sjældent alene, og da slet ikke i en populærroman af Jane Aamund. Så sorgen lurer lige om hjørnet. For bedst som Juliane og Otto har lært hinanden at kende både på kryds og tværs, bliver Simon atter udskrevet. Det er ikke let kost for en ung kvinde, hvor gæv hun end er.

Forudsigelig udgang
Fryd og gammen i kærlig krans bliver dog filmens forudsigelige udgang. Hvad skulle vi dog ellers have gjort? Det tør man slet ikke tænke på..

Fin skuespil
En af de største kvaliteter ved "Klinkevals" er, at skuespillerne faktisk viser talent. Den ellers poptrendy TV2-snakkeværtinde Mette Lisby er hæderlig i hovedrollen. Ærgerligt er det til gengæld at se Lars Simonsen i en håbløst typisk rolle: Deprimeret med hængeøjne og tårer i hele ansigtet. Kunne man dog ikke give den mand en anderledes rolle eller eksperimentere med en anden skuespiller? Thomas Eje er et friskt pust her og der og Pelle Koppel vinder næsten publikums sympati, som filmen skrider frem. De fleste biroller er velspillede.

Billigt sluppet
Scenografien er pæn, men visse tilskuere lader sig alligevel ikke nøje med hvad som helst: Der er altså for mange papplader med påmalede vinduer. Det er for billigt sluppet. Ellers er kulisserne i orden, blandt andet fordi filmholdet har været en tur i den gamle bydel i Frederiksstad. Sebastians musik er af og til værd at nynne med på, men noget af underlægningsmusikken er håbløst pladret. Et par fede fingre i et keyboard, så har han etableret en "stemning".