Kolya (1996)

Rart engang imellem at se en film fri for al amerikanisme, original og frigjort, produceret i et land fjernt fra Hollywood.

Fortjent Oscar
Den tjekkiske film "Kolya" fik (al antiamerikanisme til trods) i 1996 en Oscar for bedste udenlandske film. Det er herligt og velfortjent, for "Kolya" er en meget lun, kærlig og elskværdig fortælling.
 

Til dagen og vejen..

Frantiskek Louka er en midaldrende cellist, som har oplevet bedre tider og nu spiller til begravelser og maler guldbogstaver på gravsten. Det kniber gevaldigt med at få råd til dagen og vejen.

Et proformaægteskab
Så da Louka bliver tilbudt en pæn pose penge for at proformagifte sig med en ung russer, skal der ikke meget overtalelse til, før han takker ja. Endelig får han råd til dén Trabant, han længe har gået og fablet op. Men der er jo lige det med myndighederne.

Tilbage til Rusland

De er ikke meget for det dér med proformaægteskaber, så Louka risikerer at havne i fedtefadet. "Konen" er nemlig taget tilbage til Rusland. Fedtefadet havner han dog i på en helt anden måde, da der pludselig en dag uden for hans dør står en femårig dreng, som mangler et sted at bo - russerens søn.

Reservefar
Uden stort kendskab til at passe børn går Louka i krig med opgaven, et sødt og stilfærdigt væsen. Der udvikler sig nu et hyggeligt og varmt venskab mellem knægten og hans "reservefar", og det bliver filmens styrke.
 

Fint indblik

Vi får et fint indblik i Loukas øvrige gøren og laden. Han er lidt af en forfører, som har gang i flere kvinder på en gang, også ganske unge. Nu sætter drengen en stopper for de mest pikante udfoldelser i lejligheden.

Jordnært
"Kolya" er smuk og hjertevarm, en fortælling på et helt jordnært niveau. Skuespillet er forfriskende i sit tjekkiske ophav; glimrende fra alles side, især knægten er vidunderlig. På trods af et lavt budget har instruktør Jan Sverak formået at skabe en rigtig stærk film med masser af hjerteligt stof til eftertanke.