Mød mig paa Cassiopeia (1951)

Stedvis nuttet, men også lettere distræt musical, der har sine højdepunkter, når Kai Normann Andersens sange er tunet ind på melankolien. Plottet er fantasifuldt, og i den søde sammenhæng købes ganske enkelt præmissen, at musikkens muse kommer på besøg på Jorden.

En muse på afveje
Bodil Kjer er musen Polyhymnia, der af sin temperamentsfulde farmand Zeus får lov at tage form som en attråværdig kvinde på sit jordiske besøg. Hun er blevet henkastet hidkaldt af Hans Kurts frustrerede musicalkomponist, John Berger.

Svær at modstå
Som hun sidder der i sofaen og slanger sig, er hun svær at modstå. Og det er netop Polyhymnias hensigt. Hun vil nemlig gerne opleve, hvordan det er at være feteret jordisk kvinde, så hun er ikke kun på musikalsk mission – til fars store fortrydelse.

Amoriner i luften
Det bliver dog Poul Reichhardts flyverløjtnant Harry Smith, hun for alvor sætter sine amoriner på, men hun glemmer ikke at hjælpe John Berger med at sætte de helt rigtige noder på musicalpapiret.

Ellevilde anmeldere
Anmelderne var vilde med musicalen, og særligt var der roser over hele linjen til Bodil Kjers museportræt: "Helt oppe i Skyerne", "Bodil Kjers Charme og Talent tryllede Sukces’en i Hus", "Største danske Filmsucces", "Vellykket dansk Offenbachiade" og "Ved Zeus og Hera en mesterlig Film," lød det bl.a.

Kjer, når hun er bedst
Kjer er da også filmens helt store oplevelse med en nærmest svævende præstation, allerbedst i den dybt melankolske musesang, der samtidig hører til bl.a. Kai Normann Andersens allerbedste filmsange.

Velkoreograferede sangnumre
Men der er også fint spil i de øvrige hovedroller. Johannes Meyer er skæg som den mavesure Zeus, der mister sit lyn, Lily Broberg synger sig herligt gennem flere velkoreograferede sangnumre, og Ib Schønberg er særlig pragtfuld, når han er med på scenen og løfter ben i takt med dansepigerne!

Sangnumre bliver fyldstof
De mange sangindslag er bedst, når de opstår i handlingen. Mindre interessant er de mange sceneprøver, der hurtigt kammer over i decideret fyldstof. I helheden glæder det, at der er en relativ fin balance mellem den dramatisk-romantiske handling (uden sang) og de musikalske indslag.