Léon (1994)

At selv actiondramatik kan være godt for den åndelige udvikling beviser den franske instruktør Luc Besson med "Léon". Kæmpemæssige skydevåben og masser af håndgranater kan pakkes ind i vat, i dette tilfælde hjertevarme og humor.

En isoleret lejemorder
Stort set ingen kender til den isolerede lejemorder Léons eksistens. Når han ikke udfører koldblodige mord mod betaling fører han en anonym tilværelse i sin lejlighed. Men en dag står naboens 12-årige datter Mathilda og banker grædende på hans dør.

Et hjerte af guld
Den korrupte narkobetjent Norman Stansfield og hans medløbere har netop slagtet hele Mathildas familie på grund af en simpel narkosag. Vi ved fra flere pudsige scener, at Léon har et hjerte af guld, og han ender da også med at åbne døren og dermed redde Mathildas liv.

Et stort dilemma
Men nu hænger han også lidt på den: Hvad stiller man op med en 12-årig forladt pige, der oven i købet ytrer hævngerrige ønsker om at blive lært op som lejemorder? Léon er i et stort dilemma. Hvor længe kan dette umage bekendtskab vare ved?

Flerfarvede roiller
Jean Reno spiller uforglemmeligt den flerfarvede titelrolle. Han formår hele tiden at bevare en charmerende ro over sit spil. De store hundeøjne i pokerfjæset og den ranglede krop er med til at gøre hans karakter endnu mere sympatisk.

Et guldkorn
Den unge Natalie Portman er et guldkorn for filmen. Hendes spil er modent og følt som sjældent set. Hele følelsesspektret bliver krænget ud for et måbende publikum. I skurkerollen ses en fabelagtig Gary Oldman. Dén rolle er noget for sig, vanviddet fosser ud af hver en pore på manden.

Stilfærdigt betagende
Fuld af forventninger følger man det utraditionelle univers i "Léon", somme tider rørt til tårer, andre gange oppe i sædet af grin - eller bare i al stilfærdighed betaget.