The Long Kiss Goodnight (1996)
Da en fredelig husmor pludselig erindrer sin fortid som lejemorder, vælger hun at springe ud i det farefulde job igen.
KLASSISK SPÆNDNING
Ægteparret Renny Harlin og Geena Davis slog sig her endnu engang sammen på film med - i en imponerende larmende og forbavsende overfladisk men også ganske underholdende actionmastodont.
Hukommelsestab
Samantha Caine er omtrent 35 år gammel, men hun kan kun huske 8 år tilbage i tiden, for hun lider af hukommelsestab. Hun har en datter på otte år, men ingen ved, hvem faderen er. Men der begynder at ske ting og sager, da Samantha en dag tilfældigt er på tv i forbindelse med et juleoptog.
Farefuld færd
Hun har en del fjender: Samantha var nemlig oprindeligt lejemorder. Fortiden begynder ganske langsomt at dukke op i hendes hukommelse, og til at hjælpe sig på sin farefulde færd, har Samantha den snuskede, småkriminelle eks-politimand Mitch Henessey. Mitch har hele tiden været den, der har forsøgt at finde nye oplysninger frem fra Samanthas fortid.
Genoptager sit gamle job
Samantha genoptager nu sit gamle job, der som et lyn fra en klar himmel atter har indtaget en stor plads i hendes bevidsthed; hun kan pludselig håndtere alle slags våben og til og med undgå alle fjenders kugler og knive.
Dødelig knibe
En efter en dukker gamle fjender (og venner) op, og Samantha forsøger forgæves at få dem passet ind i sit puslespil, men hun tager ofte fejl og tager deres venlighed for gode varer, hvorefter hun havner i dødelig knibe. Men Samantha klarer alle skærene, hun er mindst ligeså effektiv som Arnold Schwarzenegger, så man er ikke i tvivl om, hvorledes filmen udvikler sig.
Action non stop
Der er skuffende nok alt for lidt idé i Shane Blacks historie. Efter en halv time fosser det ud med al den action, der overhovedet kan stables på benene, og det har ingen ende. Hvor man dog kunne ønske sig, at der var blevet taget et initiativ, så filmen ikke blot var gjort efter "jo mere larm og ild jo bedre"-skabelonen.
Effekt i lyd og billede
Der er dog trods alrt masser af herlig underholdningsværdi. Finske Renny Harlin kan sit kram, og der er klippet med gåsehudsfrembringende effekt i både lyd og billede. Geena Davis er hæderlig som den usikre husmor, der pludselig finder sit gamle lejemorder-jeg, og i en mindre birolle som Samanthas gamle lærer Nathan ses den vidunderlige karakterskuespiller Brian Cox.
Anmeldt i 1996 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1996, USA, Action, Krimi, 115 min.
Dansk titel: The Long Kiss Goodnight- Geena Davis (Samantha Caine (Charly))
- Samuel L. Jackson (Mitch Henessey)
- Yvonne Zima (Caitlin)
- Craig Bierko (Timothy)
- Brian Cox (Nathan)
- David Morse (Luke)
- Tom Amandes (Hal)
- Patrick Malahide (Leland Perkins)
- Rex Linn (Man in Bed)
- G.D. Spradlin (President)
- Alan North (Earl)
- Craig Eldridge (Crime Scene Reporter)
- Charles A. Tamburro (Helicopter Pilot)
- Gerry Bamman (Walter Hodge)
- Ivar Brogger (Jack Wadsworth)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation